VW Golf Variant fra siden
Biltest

VW Golf – stationcar med vokseværk

Den klassiske stationcar lever videre i form af VW Golf Variant. Nu med samme akselafstand – og dermed pladsforhold – som søstermodellen Skoda Octavia.
VW Golf Variant bagfra

Motors vurdering

VW Golf Variant

17,9 km/l
Benzin
309.995 kr.
  • Komfort
  • Pladsforhold
  • Digitale muligheder
  • Udstyr
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.5 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    126 g/km
  • Effekt
    130 hk
  • Moment
    200 Nm
  • Topfart
    213 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,4 sek.
  • Køreklar vægt
    1.436 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.400 kg
  • Bagagerum
    611 liter
  • Akselafstand
    269 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:463 cm B:179 cm H:150 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,35 kr./km

Sikkerhed

2019
Luk

Stationcar-udgaven af VW Golf har fået vokseværk. I forhold til forgængeren har den fået over seks cm længere mellem akslerne, så den nu har samme dimensioner som en Skoda Octavia og den tredje søstermodel, Seat Leon.

Det giver markant bedre benplads end i forgængeren og et bagagerum på hele 611 liter. Dermed leverer Golf samme praktiske egenskaber som sine to søstermodeller, og valget mellem dem bliver dermed mere et spørgsmål om design og udstyrsmuligheder.

VW Golf Variant kabine
VW har ryddet kraftigt op i kabinen. Der er kun få knapper, og langt de fleste funktioner betjenes i stedet via den trykfølsomme skærm. Det kræver lidt tilvænning, så prøv det, før du køber.

Hvor stort er bagagerummet i VW Golf Variant?

Stationcaren taber gevaldigt terræn til de fancy SUV-modeller i disse år. Men på et punkt vinder stationcaren hver gang over sin konkurrent: bagagerummet.

Dels åbner bagagerumsklappen på stationcaren højt op, samtidig med at læssehøjden er lav, fordi stationcaren ikke er så høj. Dels er bagagerummet generelt størst.

Læs også: Motors gruppetest af 10 biler i Golf-klassen

I Golf Variant er tallet 611 liter, og det kan kun få SUV-modeller matche. Her hjælper det også, at Golf Variant ikke kan fås som plugin-hybrid, hvor batteriet typisk optager plads omkring bagsædet og i bagagerummet.

VW Golf Variant instrumenter
Digitale instrumenter er standard på alle Golf-modeller! Det betyder, at du kan bestemme, hvilken visning der passer dig bedst. Men lidt ærgerligt, at urene er mindre end i et traditionelt instrumenthus, så du dermed kun får vist eks. 20, 40, 60 km/t. og ikke vigtige hastigheder som 50, 70, 90, 110 og 130 km/t.

Bedste benplads i mellemklassen

Med den længere akselafstand følger bedre benplads på bagsædet, der nu matcher Skoda Octavia. der tidligere var enerådende som klassens mest rummelige bil.

Generelt er der god plads på alle pladser, men VW har holdt fast i en stor kardantunnel midt i bilen, og det stjæler benplads foran midterpladsen på bagsædet. Det trækker ned, hvis man skal bruge tre pladser.

Der er til gengæld friskluftdyser og hele tre zoner i klimaanlægget. Foran sidder man godt i sæderne, og de kan opgraderes til også at have massage, hvis man har tendens til øm ryg eller bare vil aflastes på længere køreture.

VW Golf Variant bagsæder
Der er god benplads på bagsædet og friskluftdyser med separat klimazone. Bemærk også mobillommerne i toppen af forsæderyglænene. Der er en høj kardantunnel, så bilen er bedre egnet til to end tre på bagsædet.

Lækkert gearskifte og lidt svag motor

Testbilen var udstyret med det automatiske gearskifte DSG. Det fungerer næsten lige så fint som et optimalt traditionelt automatgear. Selve gearskiftene er upåklagelige, forskellen opstår ved tilkobling i 1. gear og bakgear, hvor man kan opleve ryk.

Et klart plus ved denne ottende generation af VW Golf er den moderne elektroniske gearvælger, der er nem at betjene.

Motoren er VW’s seneste version af den firecylindrede 1.5-liters motor, der har mildhybrid-teknologi. Det giver lidt bedre brændstoføkonomi, men med 130 hk kan den føles lidt svag i mellemaccelerationerne.

Du kan også vælge en kraftigere 150 hk-udgave af samme motor. Den følger med et højere udstyrsniveau, hvor merprisen samlet set er 40.000 kr.

VW Golf Variant stor skærm
10”-skærmen er trykfølsom og har trådløs opkobling til Apple CarPlay samt Android Auto. Menuerne er intuitive, men meget betjenes via menuer og undermenuer. Særligt ærgerligt er sædevarmen, du ikke kan betjene ved at trykke direkte på symbolet, her skal klimamenuen aktiveres først.

Hvilket udstyr skal man vælge til en VW Golf?

Med en pris på 310.000 kr. får du relativt meget bil for pengene med Golf Variant 1.5 Life. I hvert fald meget plads.

Udstyrslisten ser ved første øjekast flot ud med 3-zonet klimaanlæg, 10-tommer trykfølsom skærm med trådløs mobilapp-opkobling, trådløs mobilladning, adaptiv fartpilot, digitale instrumenter og nødbremse, der kan se både cyklister og fodgængere.

Golf Life har også almindelige LED-forlygter, som man bør have i en mellemklassebil i dag. Men vil du have de mere avancerede performance lygter, så koster det 17.000 kr. ekstra, og skal de være adaptive, så løber merprisen op i 34.000 kr. 

VW har også tradition for en attraktiv DK-pakke. Til denne udgave indeholder den bakkamera, parkeringsassistent og nøglefri betjening, og den koster yderligere 12.000 kr. Og vil du have blindvinkel-alarm samt kørselsassistenter ved køkørsel og på langture, så koster det kryds 19.000 kr.

Listen over ekstraudstyr er lang, og det betyder, at det er muligt at skræddersy bilen til netop dine ønsker – og pengepung.

VW Golf Variant bagagerum
Med 611 liter er bagagerummet i Golf Variant stort nok til de fleste familiers behov. Har plan lasteflade, men bemærk, at gulvet kan justeres i højden. Det betyder, at der ikke er en indre læssekant. 

Er VW Golf Variant den bedste Golf?

Resten af VW Golf variant er også opdateret til 2021, og det vil sige, at mange funktioner er samlet i en stor digital skærm.

Life-versionen har en skarp pris, men savner du LED-forlygter, blindvinkelalarm og køreassistenterne, så overvej Style-versionen. Den har netop de ting, og koster 40.000 kr. mere, og har samtidig en kraftigere motor.

Vil du bare have komfortabel og rummelig bil med det mest essentielle udstyr, er Golf Variant Life derimod et fint bud på en bil, som rummer hele familien.

Få FDMs nyhedsbreve