VW Tiguan set forfra
Biltest

VW Tiguan - Helstøbt plugin-hybrid

Masser af plads og et godt kraftoverskud gør VW Tiguan til en behagelig bil – både i hverdagen og på langtur. Overvej dog at vælge udgaven med flere assistentsystemer.
VW Tiguan set bagfra

Motors vurdering

VW Tiguan

63 km/l
Benzin/el
369.995 kr.
  • Pris
  • Plads
  • Komfort
  • Gammeldags nøgle
  • Gearstang
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.4 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    37 g/km
  • Effekt
    245 hk
  • Moment
    250 Nm
  • Topfart
    205 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,5 sek.
  • Køreklar vægt
    1.756 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.800 kg
  • Bagagerum
    476 liter
  • Akselafstand
    268 cm
  • Officiel rækkevidde
    50 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:451 cm B:184 cm H:167 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,60 kr./km
  • Målt rækkevidde 45 km

Sikkerhed

2016
Luk

Når man kører i denne nye Tiguan eHYBRID, er det let at mærke, at VW har mange års erfaring i at bygge denne type biler. Teknikken fungerer meget lækkert, og uanset om bilen kører på el eller benzin, er den dejlig støjsvag.

Med ren eldrift yder elmotoren 115 hk, og det gør i alle tilfælde Tiguan til en dejlig letkørt bil. En særlig GTE-knap sætter bilen i sportslig stemning, og så går det lynhurtigt af sted, hvis man vil det. Vil man kun køre på el, er der også en særlig E-Mode knap til denne funktion. I hybrid drift kan man vælge at sætte gearvælgeren i B i stedet for D, og så bremser bilen ret kraftigt op, når man slipper speederen. Derved opsamles en del energi, som gemmes i batteriet til senere brug.

Læs også: Motors tidligere test (2021) af VW Tiguan med benzinmotor

Vi har her testet Life-udgaven, og den var vi glade for, men vi vil alligevel anbefale, at man vælger Elegance-modellen, der er 30.000 kr. dyrere. Her er bl.a. Travel Assist med i købet, og det er den funktion, der lader bilen fastholde sig selv i vognbanen, og som kan advare om biler i den blinde vinkel. Desuden er bakkamera standard, ligesom den gammeldags nøgle er erstattet af en moderne start-knap.

VW Tiguan leveres med en fabriksudviklet app, så man fra sin smartphone kan kommunikere med bilen. Det fungerede fint under vores test, og gjorde det bl.a. muligt at tænde for varmen før en køretur, ligesom man kan styre ladetidspunkterne og se, hvor meget strøm, der er kommet på bilen.

VW Tiguan kabine
Førerpladsen er forsynet med et digitalt instrumenthus og en stor skærm med indbygget navigationsanlæg. Lidt spøjst skal man starte bilen med en klassisk nøgle i tændingslåsen.

Praktisk indretning i VW Tiguan

Førerpladsen er velindrettet med mange lækre funktioner, men det kan undre, at gearstangen fortsat er af den gammeldags mekaniske type, når nu resten af bilen er opdateret til et moderne niveau.

Fartpiloten er af den adaptive type, og i denne version kan den sættes til at følge fartgrænserne automatisk. Det fungerer generelt ret godt - dog med visse svipsere, som mere skyldes skiltningen eller et dårligt GPS-kort.

Brugsværdien er ellers stor i Tiguan, der samlet set byder på største bagagerum, bagsæder, der kan længdeforskydes og justeres i ryglænet, en høj trækvægt og en fin ind- og udstigning. 

VW Tiguan bagagerum
Bagagerummet i denne Tiguan rummer kun 476 liter mod normalt 615 liter i udgaverne uden hybrid-teknik. Der er ikke plads til kabler under gulvet, idet batteriet benytter al pladsen her.

Hvor lang rækkevidde på el har VW Tiguan?

Under testen kørte vi 45 km på el alene, hvilket er ret tæt på de opgivne 50 km. På tomt batteri målte vi brændstoføkonomien til 17 km pr. liter, hvilket er meget flot.

Det er det tal, man skal regne med, og ikke det mere teoretiske fabrikstal, der stiller 63 km pr. liter i udsigt.

Batteriet er på 13 kWh, og det kan lades op på 3,5 timer, da den indbyggede lader normalt kun kan levere 3,6 kW via én fase. 

Bilen må trække en trailer på 1.800 kg, hvis den har bremser, men højst 750 kg, hvis traileren ikke har bremser.

Overvejer du en plugin-hybrid? FDM har lavet et tema om hverdagen med plugin-hybrid

Læs temaet her