
Motor mener: Fine forbedringer - både bedre sikkerhed, betjening og miljø.
Volvos store modeller har i den opdaterede 2012-udgave givet afkald på et Volvo-ikon: den store farveskærm, der på elevatorvis skød op midt på instrumentbordet.
Det gør ikke noget. Volvo har nemlig bygget den øverste del af instrumentbordet helt om, så der øverst og stadig i øjenhøjde er blevet plads til en fin farveskærm, som det også bruges hos andre mærker. Og samtidig bruges skærmen nu til meget andet end navigation.
Den store ombygning er - ud over nye karrosserifarver - den mest synlige forandring i den opdaterede udgave af V70 stationcar. Alle ændringerne gælder også „skovbilen” XC70 samt sedanen S80.

Farveskærmen er standard i femtommers udgave, men kan opgraderes til syv tommer for 12.000 kr. inklusive et noget kraftigere musikanlæg, flere højttalere, bluetooth m.m. Den moderate merpris skyldes, at det med det nye skærmsystem er blevet muligt at eftermontere disse ting i Danmark.
Vælger man bluetooth, er det med en forbedret forbindelse, der gør det muligt at overføre musik fra en mp3 eller telefon til bilens lydanlæg i ordentlig kvalitet.
Alle modeller har Volvos nye alt-i-en-betjeningssystem Sensus - en pendant til Audis MMI, BMWs iDrive og Mercedes-Benz’ Command. Sensus blev i virkeligheden introduceret på 60-modellerne, men det er først nu med 70- og 80-modellerne, at Volvo tager ordet Sensus i sin mund.
Den gennemførte menustyring af en lang række funktioner virker umiddelbart bedømt rigtig fint. Dermed kan alle funktioner styres via knapper på rattet eller knapper lige under skærmen.

Udstyrslisten er en anden vigtig forandring ved den nye generation. Først og fremmest er sikkerhedssystemet City Safety, der fuldautomatisk kan undgå den typiske bagendepåkørsel af andre, ikke blot blevet en mulighed på V70/S80, men ligefrem standard.
Det avancerede nødbremsesystem, der kan bremse af sig selv ved høj fart og også opdage fodgængere, tilbydes nu som ekstraudstyr. Prisen er desværre 45.000 kr. - inklusive andre sikkerhedsfunktioner, automatisk fartpilot og ca. 30.000 kr. registreringsafgift.
Den automatiske fartpilot virker nu helt ned til stilstand.
Ved modelskiftet kommer V70 og S80 desuden i en forbedret Drive-udgave - som det er sket med S60 og V60. Den 1.6 liters dieselmotor yder lidt mere, har større moment, er koblet til sekstrins gearkasse og får 22,2 km ud af en liter diesel. En fin win-win-situation.
Det samme med den kraftige D5 diesel: flere heste (nu 215 hk), større moment (nu 440 Nm) og ti procent længere på literen.
Det er også forholdsvis nyt, at Volvo har opgivet at betragte S80 som den fine limousine, der skulle være noget dyrere end den folkelige stationcar. S80 er derfor ikke længere dyrere end V70, men omvendt. Der er nu et normalt stationcartillæg på ca. 26.000 kr., så S80 fås fra ca. 504.000 kr. og V70 fra ca. 530.000 kr.
Læs også om Volvos nye On Call hvor ejeren kan kommunikere med bilen via smartphone: En Volvo i den hule hånd