Man behøver kun være distræt i middelsvær grad for at kunne glemme, hvor i lufthavnen, det store indkøbscenter eller i Paris’ latinerkvarter, man har parkeret.

Via smartphone
Det hele foregår via en smartphone, hvorfra ejeren - med kodeord - kan kommunikere med sin bil på uendelig afstand.
En af funktionerne er, at man kan se, hvor man sidst parkerede bilen. Bilens position dukker nydeligt op på et Google-kort på telefonens skærm. Telefonen kan også som et kompas pege hen i bilens retning.
Hvis f.eks. både mand og kone har telefon-adgang til bilen, skal de nok lige aftale, om man må snage i, hvor den anden holder parkeret.
Er bilen låst?
Den nye generation af On Call giver også mulighed for at tjekke, om man nu har husket at låse bilen, og det er tilmed muligt både at låse og låse op pr. telefon-tryk.

Tænd for varmen
Nyttigt kan det også være at kunne tænde for motorvarmeren, hvis bilen har en sådan, og skulle tyverialarmen blive udløst, ryger der en alarm videre til telefonen.
Endelig kan man også pr. mail få tilsendt en elektronisk kørebog, hvor bilen automatisk har logget, præcis hvor og hvornår, man har været, og hvad km-tælleren stod på. Det kan være nyttigt, hvis man fører kørselsregnskab.
I Danmark om et år
Den avancerede On Call kan fås til de nyeste Volvo’er nu, men ikke i Danmark. Volvo Danmark vil ikke lancere muligheden, før selve nødopkalds-funktionen virker, og det gør den endnu ikke i Danmark. Det ventes på plads senest om et år.
Bedømt ud fra svenske priser skal man - med 180 procent dansk afgift - nok regne med at betale ca. 17.000 kr. for muligheden.
On Call får i fremtiden endnu flere muligheder. F.eks. forventer Volvo, at det inden længe bliver muligt at bestille bord på en restaurant direkte fra bilens computer, og at bilen i princippet selv kan booke tid til service, efter at den har tjekket både ejerens og værkstedets kalender!