BOLZANO Væk er den store drejeknap mellem forsæderne. Ind er kommet en pænt stor skærm midt på instrumentbordet, hvor føreren kan nå den med sin pegefinger. Den store skærm matcher på fin vis det digitale instrumenthus, der nu for første gang har erstattet viserinstrumenterne i alle udgaver.
Motor mener
Audi Q3 kombinerer på fin vis personvognsagtige køreegenskaber med en høj siddeposition og en lækker indretning. Og så kører den rigtig godt.
Vi sidder i førersædet i en spritny Audi Q3, der netop er rullet af samlebåndet i sin anden generation. Den første er fra 2011, og siden dengang er der sket en masse. Det mærker man overalt i bilen, men i særdeleshed i førersædet.
Læs også: Motors test af Volvo XC40
Det er kommet tre cm tættere på vejen, og selvom det ikke lyder af meget, er det med til at gøre oplevelsen i bilen mere personvognsagtig. En fornemmelse der underbygges af rattets lave placering og det sænkede instrumentbord.
En populær biltype
Men det er ikke kun siddepositionen, der minder om en almindelig bil. Også køreindtrykket er helt klart i retning af en god personbils, og det giver på en god kombination af den populære SUV’s lette ind- og udstigning og høje siddeposition med de mere lave bilers ofte bedre køredynamik.
Sammen med et instrumentbord med lækre materialer, farver og finish, får man en fornemmelse af en bil, der virkelig vil noget godt for sin ejer.
Læs også Motors test af familie-SUV'en Skoda Karoq
På den måde kommer Q3 til at stå skarpt, når den skal kæmpe om kunderne i en klasse, der består af bl.a. BMW X2, Volvo XC40 og VW Tiguan. Biler, der i øjeblikket går som varmt brød på en søndag morgen.
Bagsædet kan justeres i både længde og ryglænshældning, og det giver en glimrende kørekomfort
Fleksibel kabine
Det er ikke kun ved forsædet, at der er tænkt nye tanker i Q3. Ved bagsædet høster man først og fremmest gevinsten af en markant større akselafstand, der giver god knæplads.
Men netop den bedre kabineplads har også gjort det muligt at gøre bagsædet multijusterbart, og man kan således køre bagsædet 15 cm frem/tilbage, og man kan justere ryglænets hældning i syv positioner. Det gør Q3 til en glimrende langtursbil for bagsædets passagerer.
Læs også: Motors prøvekørsel af BMW X2
Bagagerummet er med sine 530 liter pænt stort, og bunden kan placeres i to niveauer. Generelt er den nye Q3 blevet længere og bredere, men også lidt lavere.
Motorer og teknik som i de store
Audi har skiftet motorbetegnelserne ud med talkoder, og mindste benziner er således en 35 TFSI. Bag den kode gemmer sig en 1.5 benziner med 150 hk.
Den kommer i en version med bare forhjulstræk og s tronic-gearkassen, der er en selvskiftende dobbeltkoblings gearkasse. Den prøvede vi, og den gør det knageme godt. Jeg er lige ved at sige, at man kan glemme resten af modelprogrammet, men o.k. – nogle vil gerne have firehjulstræk eller dieselmotorer, og det fås også.
Ny bil? Bliv guidet til det rigtige valg på FDM biler.dk
Dieselmotoren med 150 hk og manuelt gear skuffede dog en smule. Dels støjer motoren mere end ventet, dels er manuelt gear i en bil som Q3 en decideret misforståelse. Bilen er skabt til automatgear og fungerer bare bedst uden kobling og gearstang.
Sikkerhedsudstyret omfatter som standard en effektiv nødbremse, men vil man have adaptiv fartpilot, må man tilkøbe en sikkerhedspakke, som så også inkluderer vognbaneassistent og en kø-assistent, så man kan overlade kørslen til automatikken ved langsom køkørsel på motorveje.
Priser fra 400.000 kr.
Den nye Q3 skal produceres i Ungarn, og kommer til Danmark lige før jul. Audi har endnu ikke nævnt noget om priserne, men Motor tør godt gætte på en startpris omkring de 400.000 kr. for en Q3 med den omtalte dieselmotor med manuelt gear. Det er der konkurrenterne er, og der plejer Audi også at lægge sig.
Men hvor meget, der skal lægges oveni til en benzinmotor med automatgear og det mest nødvendige ekstraudstyr, er svært at sige. Mon ikke det hele stadig kan holdes lige under de 500.000 kr.