Skoda Karoq med udsigt
Biltest

Skoda Karoq - høj bil med udsigt

Skoda Karoq placerer sig i en lang række af modebiler med høj siddeposition og godt udsyn. Men Karoq kan mere end at være moderne. Den kombinerer god komfort, høj sikkerhed og fin brugsværdi med en attraktiv pris. Det kan vi lide!
Skoda Karoq fra siden

Motors vurdering

Skoda Karoq

17,9 km/l
Benzin
360.980 kr.
  • Motor
  • Udstyr
  • Udsyn
  • Ikke tre års garanti
  • Betjening af fartpilot
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.5 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    127 g/km
  • Effekt
    150 hk
  • Moment
    250 Nm
  • Acc. (0-100)
    8,6 sek.
  • Køreklar vægt
    1.508 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    521 liter
  • Akselafstand
    264 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:438 cm B:184 cm H:160 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 16 km/l
  • Beregnet økonomi 4,17 kr./km

Sikkerhed

2017
Luk

Den kører knageme godt, den nye Karoq! Ikke på den sportsvognsagtige måde og ikke på den limousineagtige måde, men bare på en måde, man bliver mere og mere glad for, jo længere man kører.

Karoq er et godt køb, og den nye model løfter Skoda til et niveau, hvor vi ikke er vant til at møde det tjekkiske bilmærke.

Det er egentlig svært lige at sætte en finger på, hvad det er, der skaber denne fornemmelse, men både motor, gearkasse, styretøj og affjedring har naturligvis sin del af æren.

Men det er nok siddepositionen, og det herlige udsyn man har, når man sidder bag rattet, der i sidste ende giver det største bidrag til den gode fornemmelse. Og det er også det, der gør Karoq til en unik Skoda.

Ingen tvivl om, at Skoda nok skal få succes med denne bil. Ikke mindst set i lyset af, at den faktisk kan fås fra 323.000 kroner.

Skoda Karoq kabine
Der er godt udsyn fra førersædet. Rattet er lækkert, men det er synd, at der ikke blev plads til fartpiloten. Kopholderen er fint placeret mellem forsæderne, men den er ikke dyb nok.

God plads til familien

Størrelsesmæssigt er Karoq i den mellemste SUV-klasse. Klart større end f.eks. Seat Arona, der blev Årets Bil i Danmark 2018, men noget mindre end VW Tiguan og Skoda Kodiaq, som den dog deler en hel del teknik med.

Foran er der rigtig god plads til to voksne med en dejlig stor midterkonsol mellem forsæderne, der rummer både kopper, småting og mobiltelefoner. Man kan tilkøbe trådløs opladning af mobiltelefonen, der i så fald placeres i rummet foran gearstangen. 

Læs også Motors test af VW Tiguan Allspace

Man sidder rigtig godt i sæderne, og det er let at komme ind og ud af bilen. Vi kunne godt have tænkt os, at man kunne have haft mulighed for at justere sædehyndens længde under lårene, men alt i alt er forsædernes funktion ganske vellykket.

Video: Kig med på Skoda Karoq

På bagsædet kan man vælge mellem to muligheder – et bagsæde, der er fast monteret med et ryglæn delt i to dele, eller også kan man tilkøbe et multijusterbart bagsæde, hvor sædernes nu tre dele kan justeres individuelt i både længde og ryglænshældning. Det er smart, og giver en god komfort for både børn og voksne.

Der er i begge tilfælde god knæplads til voksne, og den gode plads er også vigtigt for børn, der sidder i autostol, da selve stolen traditionelt stjæler en del af pladsen. Der er friskluftdyser til bagsædepassagererne.

Bagagerummet er stort og rummer 521 liter i udgaven med det faste bagsæde og mellem 479 og 588 liter i udgaven med det forskydelige bagsæde. Det er i begge tilfælde nok til en barnevogn, feriebagage eller blot det der skal til, når man har et aktivt fritidsliv. På den måde bliver Karoq hurtigt hele familiens bil.

Skoda Karoq bagfra
Skoda Karoq lægger op til et aktivt liv med bilen som en del af udstyret. Bagagerummet er stort, og skal en tagboks med, er tagræling heldigvis standard. I udgaven med standardbagsæde er bagagerummet på 521 liter, men bestiller du bilen med det variable bagsæde, er der 479-588 liter.

Komfortabel kørsel

Med alle ombord, kan motoren startes. Det foregår ved tryk på en stratknap, da alle udgaver i Danmark har nøglefri oplåsning og nøglefri start af bilen. Den sidder desværre lidt akavet der, hvor man normalt finder tændingslåsen.

Der er valg mellem enten en af de to benzinmotorer eller en af de to dieselmotorer, og kun den største dieselversion har træk på alle fire hjul. Til gengæld kan alle udgaver fås med enten manuelt gear eller automatgear, som hos Skoda er en dobbeltkoblingsgearkasse af DSG-typen.

Læs også Motors test af Seat Ateca

Video: Upraktisk rat på Skoda Karoq

Vores testbil havde den nye 1.5-liters benzinmotor, og den er et glimrende valg. Det er en firecylindret motor, men ved let belastning lukkes alle fire ventiler i hver af de to midterste cylindre, og der sendes ikke benzin til dem. Så virker motoren som en tocylindret, og det sparer benzin.

Man mærker ikke overgangen fra to- til firecylindret drift, og i det hele taget føles motoren tilstrækkelig. Den er forsynet med turbolader, og ved moderat kørsel fungerer det fint, mens det godt kan give en lidt pludselig acceleration, hvis man træder speederen helt i bund.

Støjniveauet er i den lave afdeling, men man kan naturligvis høre både lidt vind- og hjulstøj, men ikke noget der generer. På lande- og motorvej kører Karoq rigtig godt, og det er også her, man bliver glad for at køre i bilen.

Skoda Kodiaq autostol
Særligt ved det tredelte bagsæde får man mulighed for at skabe gode forhold for børnene. En autostol kan placeres ved de to yderpladser i isofix-/i-Size-beslag. Forreste passagersæde kan udstyres med isofixbeslag for 600 kr.

Vælg den med automatgear

Modelprogrammet rummer kun ét udstyrsniveau, så den del af valget er enkelt. Det hedder Style og er ret omfattende. Man kan dog tilkøbe en hel del udstyr i ’løs vægt’, og her vil vi særligt anbefale den store Style-Plus pakke til 25.000 kr. Den omfatter navigationsanlæg, elbagklap, bakkamera, opvarmet rat og andre gode detaljer.

På sikkerhedssiden kan vi anbefale en Assistent-pakke til 8.700 kroner. Den omfatter blindspot, som advarer om biler i den blinde vinkel, samt det Skoda kalder ’Traffic Jam Assist’. Det er et system der virker op til 60 km/t. og gør bilen delvist selvkørende – man skal dog stadig have en hånd på rattet.

Tag testen: Hvilken bil skal være din næste?

Video: Så gode er Karoqs lygter

Ellers er den helt oplagte valgmulighed at bestille bilen med automatgear. Det er i alle tilfælde et syvtrins selvskiftende dobbeltkoblingsgear, og det fungerer rigtig godt. Det er af den nyeste type, og har fået ændret på konstruktionen på baggrund af den erfaring, man har høstet med de første generationer. Det koster i alle tilfælde 20.000 kroner, og de penge er givet godt ud.

Benzinforbruget er stort set uforandret, men lige præcis for 1.5-liters udgaven medfører valget af automatgear dog en stigning i den årlige ejerafgift på 560 kroner. For en 1.0 TSI og 2.0 TDI er ejerafgiften uforandret, mens den faktisk bliver 810 kroner billigere om året, hvis man vælger 1.6 TDI-udgaven med automatgear frem for udgaven med manuelt gear.

Skoda Karoq bagsæde
Der er god plads i Karoq. Man sidder oprejst, og det hjælper på knæpladsen. Der er plads til fødderne under forsæderne, og det hjælper bagsædepassagererne. Komfortmålet er på niveau med en Peugeot 3008, men ikke så godt som i VW Tiguan.

Fremragende nødbremse

Vi har prøvet Skoda Karoq på lukket bane for at kortlægge bilens egenskaber i kritiske situationer. Første del af testen omfattede afprøvning af den indbyggede nødbremse. Den er programmeret til at bremse op for både biler og fodgængere, og det gør den på en meget overbevisende måde.

Vi kørte hen mod en fast forhindring med op til 65 km/t., og her nåede bilen at standse helt op. Der kommer en kraftig advarsel til føreren, og selerne strammes hårdt op, så man er klar til et eventuelt sammenstød. Systemet er aktivt helt op til bilens topfart, og en test foretaget af Euro NCAP viser, at bilen også fint formår at bremse op, hvis man f.eks. på motorvej nærmer sig en langsomt kørende bil, man har overset.

I en test med en indlagt dobbelt undvigemanøvre udviste Skoda Karoq en overbevisende balance og evne til at holde sporet. Det indbyggede ESC-system træder kraftigt til, og stabiliserer bilen samtidig med at farten reduceres betydeligt. Dette er trygt at vide, og rart for føreren, hvis man pludselig bliver overrasket i trafikken.

Økonomien er i den høje ende

Normalt er Skoda et godt og trygt køb, der tilmed er i den økonomisk overkommelige ende af skalaen. Men netop Karoq har placeret sig i den lidt dyrere ende – simpelthen fordi den er dyr i anskaffelse, dæk, forsikring mm. Det kaster en høj samlet driftsudgift af sig – i hvert fald hvis man sammenligner med de mere traditionelle Skoda-modeller.

Men sammenligner man med de store SUV’ere fra VW og Audi, så er Skoda stadig et økonomisk køb. Vi har beregnet en samlet udgift på 83.000 kroner om året for at køre 20.000 km.

Video: Trådløs mobiloplader er smart

Her er der afsat 7.800 kroner til en service- og reparationsaftale, der dækker alle planlagte serviceeftersyn samt uforudsete udgifter frem til 100.000 km. Den er værd at købe med, da Skoda kun tilbyder en simpel garantiordning på to år. 

Vi vurderer alligevel at Karoq er et godt køb, og den nye model løfter Skoda til et niveau, hvor vi ikke er vant til at møde det tjekkiske bilmærke.

Få tilbud på en ny Skoda