Motor mener
VW Grand California kombinerer en pænt stor bolig med køreegenskaber, der ikke kræver alverden af føreren. Men bilen er for høj og lang til at fungere som hverdagens transportmiddel.
GRAN CANARIA Det hører til sjældenhederne, at en bilproducent kaster sig ud i opgaven med at bygge en decideret autocamper. Men efter i mange år at have bygget den lille semi-camper VW California, vover VW sig nu ud i noget større.
Den nye model har derfor naturligt nok fået navnet VW Grand California. Den er bygget over den store varevogn VW Crafter, og målet har været at skabe en komfortabel bil til to personer, der vil køre ud på oplevelser.
Læs også: Motors test af VW California
Den kommer i to udgaver, den korte 600, som vi her har prøvet, og den længere 680, som har en lidt større seng ombord.
Begge er som udgangspunkt bygget til kun to personer, men i den korte 600-model kan man mod merpris tilkøbe en ekstra soveplads til en-to personer i form af en alkove, der kan trækkes ud over forsæderne.
Billigste udgave koster små 700.000 kr., og merprisen for den lange model er 38.000 kr.
Billig serviceaftale
Modsat mange andre producenter af autocampere er det VW, der her står bag både bilen og campingdelen. Det har gjort det muligt at integrere campingdelen ret godt i bilens øvrige teknik, ligesom undervogn, fjedre og lignende er tilpasset opgaven.
For mulige købere giver det en fordel i form af en fabriksgaranti på hele bilen (ganske vist bare på to år), samt mulighed for at tegne en service- og reparationsaftale, der omfatter både bil og campingdel.
En sådan aftale koster 200 kr. om måneden over en periode på fire år og 80.000 km og giver en god tryghed. Det er både unikt og anbefalelsesværdigt.
Usædvanlig letkørt
Vi tog Grand California ud på noget af en køretur på ferieøen Gran Canaria. Her er vejnettet hovedsageligt snoede bjergveje, og så skulle man tro, at den store camper ville falde helt igennem. Men det gjorde den ingenlunde.
Den kraftige toliters dieselmotor arbejder overbevisende med automatgearet med otte trin, og både styretøj, bremser og affjedring føles efter kort tid som noget, man altid har kørt. Faktisk er det lige præcis her, at man mest af alt mærker, at VW har taget udgangspunkt i en velfungerende bilmodel.
De store mål er nødvendige, hvis man skal have plads til både toilet og bad i bilen.
En lille ekstra fordel får man i form af sikkerhedsudstyret, som fås til bilen.
Mest oplagt er en kombineret nødbremse og adaptiv fartpilot, der selv holder afstand til forankørende. Den er guld værd på lange ture, og den fungerer glimrende.
Derudover fås udstyr som bl.a. en vognbaneassistent, et system, der advarer om biler i den blinde vinkel samt bakkamera.
Den største udfordring med bilen er naturligvis størrelsen, når den skal parkeres eller køres ind ad små gader. Her er både længden, bredden og højden en udfordring, der gør, at man til tider må vælge andre veje, end de mest oplagte.
Det er også netop bilens ydre mål, der gør, at man heller ikke vil kunne benytte den som hverdagsbil, når man ikke er på ferie.
Camperen har en totalvægt 3.500 kg, og det betyder, at man kan køre camperen på et almindeligt B-kørekort til personbil op til 3.500 kg. En evt. påhængsvogn må dog kun være op til 750 kg, hvis man kun har et alm. B-kort.
Toilet og bad ombord
Men de store mål er nødvendige, hvis man skal have plads til både toilet og bad i bilen. Og det er der som standard i begge udgaver.
Både bad og toilet fungerer fint, men man skal tilkøbe en vand- og luftvarmer med kombineret el- og gasdrift, før man får den fulde fornøjelse af denne mulighed. Der er en friskvandstank på 100 liter og en spildevandstank på 90 liter.
Sovefunktionen bagtil er udmærket, men i den lille vogn sover man på tværs, og det giver udfordringer for lange personer. I den lange udgave er der bedre plads, idet man her sover på langs af bilen.
I begge tilfælde er sengen ret højt placeret, så man skal næsten have en lille skammel for at komme op i sengen, men er man først deroppe, kan man sove godt, hvis man ellers har husket at parkere bilen, så den står vandret på langs og tværs.
Priser på udvalgt udstyr
Markise 17.325 kr.
Adaptiv fartpilot 7.892 kr.
Alkove-soveplads 48.550 kr.
Anhængertræk 16.265 kr.
Bakkamera 4.962 kr.
Campingstole+bord 8.414 kr.
Varme i forsæder 5.512 kr.
Parkeringssensorer 11.917 kr.
Vand- og luftvarmer 8.652 kr.
Navigationsanlæg 7.075 kr.
Alternativ til et sommerhus
Det er tydeligt, at campinglivet i en Grand California enten tiltaler en eller afskrækker en. Nogle vil være klar til at sælge sommerhuset for at komme ud i verden på hjul, mens andre sikkert væmmes ved tanken om evigt og altid at skulle kravle rundt på få kvadratmeter med stærkt begrænset komfort, målt op mod et sommerhus.
Om man hører til den ene eller den anden gruppe ved man sikkert selv, men er det lysten til det frie campingliv på vejene, der trækker, så er der ingen tvivl om at den nye Grand California er et oplagt sted at begynde med at lede efter den rette bil.
Og så må man trods alt sige, at med indbygget køleskab, gasblus, vask, varmt og koldt vand, varme og strøm, så er man jo ikke koblet helt væk fra det komfortable liv i et sommerhus – og så får man jævnligt både ny udsigt og nye naboer.