Citroën C5 Aircross - plugin-hybrid lokker med komfort

Den store Citroën C5 Aircross kommer nu som plugin-hybrid og kan køre ganske langt på el alene. Især på strøm er det en meget komfortabel bil.

Citroën C5 Aircross set forfra
Forpremiere

Motor mener

Der kommer flere og flere plugin-hybrider, og med C5 Aircross har Citroën meldt sig ind i gruppen af de meget komfortable af slagsen.

HUMLEBÆK Den klarer op til 61 km på en fuld opladning og kan køre enten på el alene eller lade elmotoren samarbejde med benzinmotoren, så man får flere kræfter til rådighed.

Dermed melder den nye Citroën C5 Aircross sig ind i flokken af biler, der både kan køre på el og benzin, plugin-hybriderne.

Den nye udgave er netop kommet til landet, og den danske importør kan indtil videre lokke med meget attraktive priser. Den billigste udgave koster 320.000 kr., og topudgaven med masser af udstyr fås for stadig attraktive 360.000 kr.

Citroën C5 Aircross kabine
En af de store fordele ved plugin-hybrid-biler er, at de altid har automatgear. Her er gearvælgeren elektronisk og skal blot vippes for at indikere kørselsretning. Den går selv i P efter endt køretur

Må trække op til 1.300 kg

I begge udgaver er en firecylindret 1.6-liters benzinmotor bygget sammen med en elmotor, og begge dele trækker altid på forhjulene. Bilen fås således ikke med firehjulstræk.

Benzinmotoren yder op til 180 hk, og elmotoren alene yder op til 110 hk. Men da de ikke leverer den maksimale ydelse samtidigt, bliver den maksimale samlede ydelse 225 hk og med et tilhørende drejningsmoment på 360 Nm.

Det sjove er dog, at netop fordi elmotoren er klar med sit maksimale moment allerede ved igangsætning, føles bilen ganske hurtig ved acceleration. Kræfterne overføres via et velfungerende ottetrins automatgear. De rigelige kraftmængder har gjort det muligt at lade bilen trække op til 1.300 kg.

Citroën C5 Aircross udstødningsrør
Selvom der er tale om en plugin-hybrid, er der ikke sparet på udstødningsrørene i designet. De to åbninger bagtil er dog mest af alt til pynt.

Flot udstyret

Citroën C5 Aircross fås i to udstyrsniveauer, Feel+ og Shine Sport, der teknisk set er helt identiske. Forskellene ses alene på udstyrslisten.

Man skal således op i Shine Sport for at få bl.a. adaptiv fartpilot, elbagklap, nøglefri adgang, bakkamera og avancerede LED-forlygter. Men da merprisen kun er på 30.000 kr., er det helt klart topudgaven, der ligner det bedste køb.

Priserne er baseret på de afgifter, der kendes her i efteråret 2020, men da vi endnu ikke ved, hvilke afgifter regeringen påtænker at pålægge nye biler i 2021, er prisen efter nytår ikke til at sige noget om.

Citroën C5 Aircross opladning
Batteriet i C5 Aircross er på 13,2 kWh og kan oplades med normalt 3,7 kW fra en ladeboks. Dermed tager det lige under fire timer at lade bilen op. Fra en kraftig ladeboks med 32 Ampere pr. fase, kan bilen lades op på ca. to timer. Bilen lader kun med én fase.

Komfortabel kørsel

Vores første køretur efterlader et indtryk af en bil med meget komfortable køreegenskaber. Affjedringen er typisk for Citroën og opfanger vejbump og ujævnheder i asfalten på en overraskende komfortabel måde, selvom bilen kører på 19-tommer hjul.

Modsat mange andre plugin-hybrider mærker man ikke den øgede vægt som følge af det store batteri i bilen, og det er både overraskende og rart.

Overvejer du en plugin-hybrid? Læs FDMs tema om biltypen

Sæderne er tilmed stoppet på en særlig måde, som Citroën betegner som „Advanced Comfort Seats“, og det føles helt klart som meget mere end blot salgsgas. De er meget komfortable at sidde i, og bidrager dermed til en høj grad af komfort i bilen.

Bagsæderne er justerbare i længden og ved bagsædets ryglænshældning. Det giver en god komfort også ved bagsædet, og med sædet længst tilbage er der rimelig plads til en voksen. Der er også friskluftdyser ved bagsædet.

Bagagerummet er pænt stort og rummer mellem 460 og 600 liter alt efter, hvor langt tilbage bagsædet er indstillet.

Citroën C5 Aircross fælge
Citroën C5 Aircross kommer i to udstyrsvarianter med henholdsvis 18- og 19-tommer hjul på tofarvede alufælge.

Stor efterspørgsel

Med elkørsel alene er bilen støjsvag som en elbil, og det er virkelig noget, der klæder den meget komfort-orienterede bil. Med benzinmotoren i sving føles C5 Aircross mere som en traditionel bil, men også her opleves støjniveauet på et lavt niveau.

C5 Aircross virker dermed som en lækker bil med en ret avanceret teknik. I hvilken grad man helt kan fravælge benzinmotorens indblanding i kørslen, når der er strøm på batteriet, må afvente en egentlig test.

Med hensyn til lademulighederne savner vi lidt bedre teknik. Bilen oplades via den indbyggede lader, der kan levere op til 7,4 kW ved træk på strøm fra en enkelt fase. Men normalt kan man i Danmark kun trække 3,7 kW fra en fase, og dermed er ladetiden omkring fire timer.

Men kan man finde en kraft-lader, kan man i princippet lade bilen op på ca. to timer. Her havde det været rart, om Citroën havde indbygget en to- eller trefaset lader i bilen.

Den nye Citroën C5 Aircross plugin-hybrid er allerede i landet, men med et overraskende stort antal forudbestillinger er det noget usikkert, om begge udstyrsvarianter kan leveres i hele den resterende del af året.

Se flere bilnyheder

Citroën C5 Aircross PHEV bagfra

Citroën C5 Aircross PHEV

71,4 km/l
Benzin/el
359.990 kr.
  • Komfortabel
  • Udstyr
  • Plads
  • Ladetid
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 liter – 4 cyl. + el
  • CO2 udledning
    31 g/km
  • Effekt
    225 hk
  • Moment
    360 Nm
  • Topfart
    225 km/t.
  • Acc. (0-100)
    8,7 sek.
  • Køreklar vægt
    1.894 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.300 kg
  • Bagagerum
    460 liter
  • Akselafstand
    273 cm
  • Officiel rækkevidde
    61 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:450 cm B:186 cm H:169 cm

Sikkerhed

2019
Luk