Motor mener
GTX-udgaven af ID.4 har ikke ægte GTI-fornemmelse i standardudgaven, men er yderst velafbalanceret og køreglad. Med VW’s historiske prisspring på luksus og præstationer på benzinbiler in mente er denne GTX nærmest et røverkøb.
KØBENHAVN En af tidens mest populære elbiler får nu mere fart, farver og fodfæste. VW’s ID.4-crossover er til juli klar i en ny topmodel kaldet GTX, som bliver ID.-bilernes svar på VW’s traditionsrige GTI-biler.
Den nye GTX-model er lige så hurtig i sprinten som en Golf GTI (0-100 på 6,2 sekunder), men nøjes dog med en maks.-fart på 180 km/t. Til gengæld er firehjulstræk standard.
Firehjulstrækket er der nu ikke meget at mærke til under Motors første tur på knastørre sommerveje. Som udgangspunkt trækker GTX’en på baghjulene, men på regnglatte veje, i sne eller på sand – som da Motor skulle fotografere bilen – kan det vise sig nyttigt.
Og så er der lige trækevnen. Med firehjulstræk må ID.4 spændes for en 1.400 kg’s påhængsvogn.
Hvordan kører VW ID.4 GTX?
Den normale motor ved bagakslen på 204 hk er her suppleret med en mindre, asynkron-motor foran, så den samlede ydelse kommer op på 299 hk. VW kunne (eller ville) åbenbart ikke få de 220 kW rundet op til pæne 300 hk.
Den høje ydelse virker ikke ekstrem i praksis, og bilen er helt udramatisk at håndtere. En familie-GTI kan man måske kalde den.
GTX kører ellers som den almindelige ID.4, hvilket er helt upåklageligt, og som Motor tidligere har rost. Men ikke i rigtig GTI-stil trods testbilens 21-tommerhjul. Men det er muligt mod moderat betaling at få både dynamisk og sænket undervogn, hvis man er til den slags.
Hvad er rækkevidden på VW ID.4 GTX?
GTX’en er altid udstyret med familiens største batteri, 77 kWh brugbar energi, og har en officiel rækkevidde på op til ca. 480 km. Motors første tur med blandet kørsel og 20 grader indikerede, at det i praksis er muligt.
Opladningen er den bedste, som VW for tiden kan tilbyde: 11 kW almindelig ladning og 125 kW lynladning.
Den hurtige ID.4 er desuden pyntet med sort tag, tagliste i grå højglans-antracit samt en lidt anden front. Desuden tilbydes hele ID.4-familien med GTX’ ankomst i tre nye farver. Kabinen er frisket op med blåtonet instrumentbord og røde „syninger“.
Hvad koster VW ID.4 GTX?
GTX koster fra 410.000 kr. Hvis man alligevel ville have valgt matrix-lygter, 20-tommerhjul og multimediepakke, som GTX har som standard, bliver prisforskellen i forhold til en almindelig ID.4 med samme batteri kun 10.000 kr. Det må være historiens laveste merpris for firehjulstræk og en „tuning“ med 95 hk. I hvert fald hos VW.
Ekstraudstyr er der trods alt stadig god mulighed for at punge ud for. Også noget, som ikke fås til de mere almindelige ID.4-modeller. Det gælder topsport-sæder (21.000 kr.), sportspakke med sænket undervogn og progressivt styretøj (3.000 kr.) og sportspakke plus med adaptiv undervogn (10.000 kr.). Desuden er der en stor assistentpakke til 17.500 kr. og anhængertræk, der kan gemmes væk (8.000 kr.)
På grund af den beskedne merpris for GTX-modellen – som man bl.a. kan takke afgiftsfritagelsen for – forventer den danske importør, at ID.4 GTX vil blive langt mere solgt end brændstofbilernes GTI’er nogensinde har været i nærheden af. Op mod hver tredje ID.4 kan blive en GTX-version.
Leveringstid på VW ID.4 GTX
Produktionen af ID.-biler i Tyskland går for tiden en smule ujævnt på grund af mangel på mikrochips, og kombineret med stor efterspørgsel skal nye kunder (juni 2021) forvente ca. tre måneders leveringstid.
Endnu flere varianter af ID.-modellerne er tæt på. ID.5 lanceres sidst på året, og lige som ID.4 kommer den i en GTX-udgave. ID.5 er stort set identisk med ID.4, men har mere coupé-form bagtil.
En ID.4 med firehjulstræk, men uden GTX-betegnelsen og med lidt færre end 300 hk er muligvis på vej, men er ikke bekræftet. Det samme gælder en mulig ID.3 GTX.