Nissan Micra – nu til europæere

Valget er let med Nissan Micra: én karrosseri- og én motorvariant, god plads og fin pris. Tilbage er bare at vælge ekstraudstyr, der er mangfoldigt for en bil i miniklassen.

Nissan Micra
Forpremiere

Motor mener: Nissan Micra er både større og mere komfortabel end discount-bilerne til omkring 100.000 kr. Det retfærdiggør merprisen.

Designet af den nye Micra er bevidst holdt afdæmpet. Bilen skal sælges over hele verden i en og samme udformning.
Designet af den nye Micra er bevidst holdt afdæmpet. Bilen skal sælges over hele verden i en og samme udformning.
Vi har tidligere beskrevet køreindtrykkene fra det første møde den nye Nissan Micra i en asiatisk version. Bilen fik ros for sin størrelse og sin motor, mens køreegenskaberne mildest talt skuffede.

Nu har vi fået lejlighed til at prøve den europæiske udgave, og så har piben fået en anden lyd. Der er kommet fint styr på undervognen, og både affjedring og krængning er som på en bedre europæisk minibil. Og det er fint!

Micra kommer kun i én karrosserivariant og fås kun med én motor, så på den måde er valget let. For dem, der ønsker automatgear, kan Nissan Micra også leveres med et trinløst CVT-gear.

Instrumenbordet er af billige materialer, men både form og funktion er fin. To store handskerum er praktisk.
Instrumenbordet er af billige materialer, men både form og funktion er fin. To store handskerum er praktisk.
Motoren er kun på tre cylindre og trækker overraskende godt, og så er den tilmed lydsvag. På papiret går den 20 km pr. liter, men det må en egentlig test efterprøve.

Pladsforholdene i Nissan Micra er fine, og selv voksne finder plads på bagsædet, der har seler til tre personer. Sikkerhedsudstyret er som påkrævet af nye biler: seks airbags og antiudskridningssystemet ESC er standard på alle varianter.

Micra kommer til landet lige inden jul, og den egentlige introduktion finder sted efter nytår.

Bagagerummet er på 265 liter og kan udvides via det delte bagsæde.
Bagagerummet er på 265 liter og kan udvides via det delte bagsæde.
Priserne ser rimelige ud, og for den, som har penge til overs, er det interessant at vide, at Micra vil kunne fås med komfortudstyr, der ellers ikke er normalt i denne klasse. På den måde kan Micra bide skeer med de langt dyrere biler.