Designet på tredje generation er ved nærmere eftersyn tydeligt, men – som det skal være – yderst nænsomt opdateret. Alle dele er nye, men mest tydeligt er forandringerne omkring lygterne, som bl.a. har fået meget brede kromkanter.
Større på alle ledder
Det er heller ikke lige til at se, at bilen er blevet større, men det mærkes både ved forsædet og bagsædet. Ti cm er Mini vokset i længden og tre i akselafstand. Bredden er gjort fire cm større, mens højden er øget med knap én cm. Også bagagerummet har fået mere plads – 51 liter ekstra til 211 liter.
Mens det udvendige design er en evolution af den hidtidige formgivning, er der større forandringer ved førerpladsen. Speedometret er flyttet til den gængse (men ikke Mini-originale) placering på ratstammen. Omdrejningstælleren sidder på siden af speedometret.Kæmpeskærm i midten
Det store runde og Mini-særegne instrument i midten – skærmen er op til 8,8 tommer - er nu helliget bilens kommunikations- og underholdningscentral, som bliver stadig mere vigtig i moderne biler, særligt dem målrettet yngre købere.
Ved hjælp af nemt betjente knapper og en drejekontakt mellem forsæderne viser den store runde skærm informationer om musik, navigation, telefon, menupunkter til bilens indstillinger samt ikke mindst bilens internetadgang, heriblandt Facebook-brug og trafikoplysninger.
Avanceret sikkerhed
Mini kan desuden fås med mange af de avancerede funktioner, der kendes fra BMW. Det gælder bl.a. head-up-display, aktiv, kamerastyret fartpilot, advarsel mod kollision med biler og fodgængere inkl. delvis autobremsning, automatisk op- og nedblænding og skiltegenkendelse.Den nye Mini, som ventes i handlen i Europa tidligt næste år, er udstyret med en række helt nye motorer. I begyndelsen vil der være tre muligheder:
Mini Cooper har en trecylindret 136 hestes benzinmotor, Cooper S kommer med en firecylindret på hele 192 hk, mens Cooper D får trecylindret dieselmotor med 116 hk. De trecylindrede motorer er på 1,5 liter, mens den firecylindrede nu er oppe på 2,0 liter.
Dieselmodellen er familiens mest nøjsomme med 28,6 km pr. liter svarende til 92 gram CO2 pr. km.
Ny BMW-platform
Bilens platform er helt ny og skal også bruges til et stort antal små, forhjulstrukne BMW-modeller, vi endnu har til gode at se.Den nye undervogn har ifølge Mini givet bilen en endnu mere gokart-agtig køreoplevelse. Det bliver muligt at bestille bilen med elektronisk støddæmperkontrol.