Tre af Danmarks yndlingsbiler står funklende nye på biludstillingen i Genève – klar til at kæmpe om kundernes gunst. Det er trillingerne Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo, der alle er fornyet fra ende til anden.
Dermed er de klar til at forsøge at fravriste VW Up førstepladsen som Danmarks mest solgte bil. Midlet er i alle tre tilfælde et vovet design i kombination med moderne teknik samt ikke mindst muligheden for at designe bilerne individuelt.
Motor har set nærmere på Toyota Aygo, der er den bedst sælgende af trillingerne i Danmark med over 36.000 solgte biler siden introduktionen for ni år siden. Den dukker i lighed med de to andre op i juni hos de danske forhandlere.
Byg selv din bil
En af de helt store nyheder i den nye Aygo er muligheden for at sammensætte farver og udstyr efter eget valg. Bilens chefdesigner Nobuo Nakamura har valgt at udforme bilen med en række detaljer, der let kan afmonteres og udskiftes efter behov.
Dermed kan man på enkel vis bestille bilen som man vil have den med en grundfarve, og med de udskiftelige plastdele i den farve man ønsker.
Motor har forud for præsentationen i Genève set nærmere på en rød bil med hvide detaljer, en sort bil med kromdetaljer samt en orange bil med sorte detaljer.
Mange farvevalg i kabinen
Også i kabinen kan man lege med farverne på en måde, vi ikke er vant til. Plastpaneler ved midterkonsollen, gearstangen og foran passagersædet kan let skiftes, og også her kan farver og kombinationer understrege køberens præferencer.
Nakamura beskriver overfor Motor, at Toyotas undersøgelser viser, at nye købere af småbiler stiller samme krav til bilens form og funktion som købere af større biler. Det er på den baggrund, at Toyota har valgt at tilbyde den nye Aygo med designelementer og udstyr man traditionelt kun ser i dyrere biler.
Udstyr som i en stor bil
En af de udvendige farvedetaljer sidder i fronten og har form som et stort X. Og netop det store X går igen i navngivningen af udstyrsvarianterne, der enten blot hedder X i grundudgaven, X-Play i den farverige mellemversion eller X-Wave i den åbne version med et kanvas-foldetag, der i åben tilstand lægger sig som små bølger over bagruden.
Et par særlige udstyrsvarianter dukker op under navnene X-Cite og X-Clusive. I X-Cite er der leget med farverne i en sjælden grad, og i X-Clusive er der læderindtræk, klimaanlæg, fartpilot, nøglefri betjening og meget andet udstyr, som ellers ikke før er set i denne klasse. Alle versioner vil kunne fås med enten tre eller fem døre.
Størrelsen af den nye Aygo afviger ikke meget fra den udgående model. Akseafstanden er således den samme, men med lidt større sporvidde og lidt lavere højde fremstår bilen mere dynamisk end før. Særligt vinklen af for- og bagruden er med til at give bilen et dynamisk udseende, og det påvirker hele den opfattelse man har af bilen, som nu går i retning af design og køreglæde, hvor det før var brugsværdien, der prægede opfattelsen.
Kun en motor i programmet
Mens udstyrs- og farvemulighederne er legio, bliver der ingen valgmulighed, når det gælder motorydelse. Under motorhjelmen finder vi Toyotas egen trecylindrede benzinmotor, der nu er gjort en anelse mere økonomisk. Motoren er på 1,0 liter, yder 69 hk og kan få bilen fra 0 til 100 km/t. på 14,2 sekunder.
Aygo kommer således i to udgaver i form af en særlig økonomisk version, der kan køre omkring 26 km pr. liter samt en standard version, der kan køre 24,4 km pr. liter. Som udgangspunkt har bilen en femtrins manuel gearkasse, men de fleste udgaver kan også levereds med en femtrins selvskiftende gearkasse med automatkobling.
Stor farveskærm med egne apps
For første gang i denne klasse kommer Aygo – og de to søskende - i versioner med en stor trykfølsom skærm til styring af radio, navigationsanlæg, telefon og andet tilkoblet udstyr. Den kan til og med spejle flere telefoners opsætning, så man får et spejlbillede af telefonens skærm på bilens skærm, og så man kan styre telefonens apps ad denne kanal.
Det er dog kun telefoner fra Samsung og Nokia, der indtil videre kan fungere sammen med Aygo. Men i alle tilfælde kan man drage fordel af den enkle betjening af bilen via skærmens menuer, og de er alle oversat til dansk.
Toyota: Aygo bliver ikke dyr
En af årsagerne til den store succes, som Aygo har haft i Danmark er den skarpe pris bilen har haft de senere år. Og den gode nyhed fra den danske Toyot-aimportør er, at prisniveauet vil blive videreført med den nye Aygo. Priserne er endnu ikke på plads, men importøren lover, at Aygo i alle versioner vil have priser, der er konkurrencedygtige.
Informationschef hos Toyota Danmark, Anders Tystrup forklarer, at målet for hele udviklingsprojektet fra starten har været, at priserne skulle holdes nede, så bilen også i praksis ville kunne sælges i store styktak.
- Vi har ikke noget ud af at udvikle en bil, der kan en masse, men som ikke sælges, fordi bilen er for dyr, så er det bedst at lade være, siger Anders Tystrup.
Motor vurderer at billigste bil vil koste lige under 100.000 kroner, og at en glad, farverig variant vil kunne købes for under 120.000 kroner. Billigste femdørs koster i dag 84.000 kr.
I Danmark til juni
Motor vender allerede om få uger tilbage med de første køreindtryk af den nye Toyota Aygo i forbindelse med den europæiske lancering af bilen. Da Danmark er et af de store lande for Toyota Aygo bliver Danmark et af de første lande, der modtager de nye biler, når produktionen sættes i gang i slutningen af maj på Toyotas fabrik i Tjekkiet.
Hele bilen er udviklet i Japan, men den skal udelukkende sælges i Europa, og det er derfor også Europa der leverer komponenter og arbejdskraft til den nye Aygo.