Ejere af dieselbiler må, hvis det står til EU-Kommissionen, efter al sandsynlighed grave dybere i lommerne, når bilen fremover skal tankes op.
I forslaget fra kommissionen lægges der nemlig op til, at afgifterne på diesel inklusiv moms fra 2013 og ti år frem hæves med 2,35 kroner pr. liter. En stigning svarende til godt 20 procent i forhold til prisen i dag.
Som det er i dag, er prisen på en liter diesel med de nuværende afgifter op mod to kroner lavere end benzin rundt om i Europa. Det selvom diesel udleder mere CO2 pr. liter end benzin, og det er det, EU-Kommissionen med sit forslag vil gøre op med.
Udligningsafgift forsvinder - måske
Den nuværende forskel i afgifter på diesel og benzin udlignes i Danmark dog af, at den halvårlige ejerafgift på dieselbiler til gengæld er dyrere svarende til, at man typisk betaler 1,70 kr. mere pr. liter. Hæves dieselafgiften, vil argumentet for den danske ’udligningsafgift’ imidlertid forsvinde, så stigningen reelt vil blive på 65 øre pr. liter i forhold til i dag.
FDM mener, der er sund fornuft i at forsøge at begrænse CO2-udledningen. Men da dieselmotorer i sig selv er mere energieffektive end benzinmotorer og udleder mindre CO2, virker forslaget ikke helt logisk.
Ikke den rigtige løsning
”Ud fra en CO2-betragtning er kommissionens forslag ikke uden problemer. Som FDM ser det, vil resultatet af dyrere diesel reducere incitamentet til at købe de ofte mere energieffektive dieselbiler, som ellers er blevet populære blandt danskerne. I stedet vil mange vælge en benzinbil, der kører 18 km på en liter i stedet for en dieselbil, der kører 25 km km/l. Ironisk nok, for hele tanken med at hæve dieselafgiften er jo netop at nedbringe CO2-udledningen,” siger politisk konsulent i FDM, Torben Lund Kudsk.
FDM mener i stedet, at hele det nuværende afgiftssystem skal lægges om, så den tager udgangspunkt i bl.a., hvor meget CO2 bilen udleder, og ikke som i dag, bilens værdi.
Skal EU-Kommissionens forslag føres ud i livet, kræver det, at alle EUs 27 lande er enige om forslaget.