Ordkrig om Jaguar-import

Fra nytår er der to officielle danske importører af Jaguar med hver deres forhandlere. Den gamle importør er sagt op, men siger man fortsætter. Under alle omstændigheder får kunderne flere Jaguar-forhandlere.

Nyt om biler

Jaguar er ikke noget stort mærke. Alligevel vil der fra 1. januar være to importører af det britiske luksusmærke.

Den barokke situation er opstået, efter at den mangeårige importør og forhandler er blevet opsagt af fabrikken, og en ny har fået lov til at gå i gang, mens den oprindelige importør stadig har sin kontrakt.

Ordkrig

Samtidig er der udbrudt en mindre ordkrig mellem de to Jaguar-importører, som tilhører hver sit af Danmarks store, privatejede bilhuse.

Den 28. juni om morgenen kunne British Car Import meddele, at selskabet, der hører under Nic. Christiansen-koncernen, pr. 1. januar 2012 bliver importør af Jaguar i Danmark.

British Car Import har i forvejen importen af Jaguar i Sverige og af Land Rover/Range Rover i både Danmark og Sverige. Land Rover og Jaguar ejes af samme indiske koncern.

Nellemann svarer igen

Men senere samme dag kom der en pressemeddelelse fra Jaguar Danmark, som hører under Nellemann-koncernen:

”Jaguar Import Danmark fortsat importør for Jaguar i Danmark” hed overskriften.” Og lige efter: ”... fortsætter trods verserende rygter...”

- Den formulering undrer jeg mig godt nok over, siger Per Temmesen, der er direktør for Land Rover og det kommende Jaguar.

- Jeg ved, de er opsagt.

Længere nede i pressemeddelelsen uddybes det dog som ”vi kommer fortsat til at drive forhandling af Jaguar biler og service”.

Kun til 2013

Direkte adspurgt medgiver direktør i Nellemann-koncernen, Jacob Nellemann, over for Motor, at ”fortsætter som importør” ikke holder. Det dækker over, at Nellemann fortsætter til ”en gang i 2013”.

Men Nellemann, der i dag har en Jaguar-forhandler i København og en i Århus, vil blive ved med at sælge Jaguar.

Enten kan det blive som mærke-autoriseret forhandler under det nye Jaguar, eller også kan det blive som ”grå importør”, hvor Nellemann selv importerer bilerne fra udenlandske forhandlere til sine egne to.

Flere forhandlere

Under alle omstændigheder kan kunderne se frem til, at der kommer lidt flere Jaguar-forhandlere. British Car Import vil bruge sine fem Land Rover-forhandlere til at sælge Jaguar, men ikke alle fem, i hvert fald fra begyndelsen.

Dertil kommer Nellemanns planer om at fortsætte som forhandler, ”autoriseret” eller ej.

Som en stridserklæring over for den kommende Jaguar-importør, slutter Jaguar Danmark sin pressemeddelelse: ”...vi driver fortsat forhandling [...] under Jaguar Danmark navnet.

- Det undrer mig, at de skriver sådan, for Jaguar Land Rover Ltd. i UK ejer rettighederne til navnet. Vi får som importør ret til at benytte navnet, så længe vi har en importørkontrakt, og denne ret ophører sammen med kontrakten, siger Per Temmesen fra den nye importør.