Jeep og Fiat til kontrol for sikkerhedsproblem

På verdensbasis er omkring 900.000 biler fra Jeep, Dodge og Fiat berørt af tilbagekaldelse på grund af fejl ved ABS- og ESC-systemet samt airbags. Herhjemme er der blot tale om 174, og ejerne får brev i de kommende uger.

Bilist

Fejl på en føler i passagersædet og risiko for vandindtrængen i ABS-enheden betyder, at Fiat Chrysler Automobiles tilbagekalder 900.000 biler på verdensplan.

I Danmark er tre bilmodeller berørt: Jeep Grand Cherokee, Dodge Journey og Fiat Freemont. Det drejer sig om 174 biler.

Airbagfejl

Der er fejl på en sensor ved passagersædet på Jeep Grand Cherokee fra 2004. Det drejer sig om 124 biler i Danmark. Sensoren registrerer om der sidder nogen i sædet, og hvis den er fejlbehæftet, udløses airbaggen ikke.

Dodge Journey og Fiats udgave af samme bil kaldet Freemont, bliver tilbagekaldt på grund af fejl ved ABS-enheden. Det er alle modeller fra 2012 frem til 2015. Danmark er det 50 biler.

Her kan der trække vand ind, så der er risiko for, at hverken ABS eller antiudskridningssystemet ESC på bilen virker. Hvis fejlen opstår, vil en kontrollampe lyse i instrumentbordet. Bremserne virker fortsat.

Brev fra Skat

I begge tilfælde er der tale om fejl, der er sikkerhedsrelateret. Derfor er Fiat Chrysler Automobiles importøren i færd med at udsende brev via Skat. Det bliver først sendt i løbet af den kommende uge.

Desværre kan du som bilejer ikke - som hos nogle andre bilmærker - undersøge om din bil er omfattet af tilbagekaldelsen på Jeep, Dodge og Fiats hjemmeside. Så har du ikke fået et brev indenfor de kommende uger, kan du kontakte en mærkeforhandler, der ud fra bilens stelnummer kan se, om bilen er omfattet af tilbagekaldelsen.