Space Star lander i Danmark

Et år efter den europæiske lancering satser den danske Mitsubishi-importør på minibilen Space Star. Bilen fik en hård medfart ved den oprindelige præsentation, men en lav pris skal alligevel lokke danske kunder til.

Det er prisen og ikke design og køreegenskaber, der skal sælge Mitsubishi Space Star.
Nyt om biler

Med en startpris på 94.000 kroner vil de danske Mitsubishi-forhandlere tage kampen op om kunderne til biler lige omkring de magiske 100.000 kroner. Det sker, efter at det japanske bilmærke nu introducerer minibilen Mitsubishi Space Star på det danske marked.

Navnet har historiske rødder og stammer fra en række større og mere fleksible biler tilbage i 1990’erne, men nu er det overtaget af denne minibil, der bedst kan sammenlignes med en Nissan Micra eller en Opel Corsa. Set i det lys er prisen attraktiv.

To motorer

Mitsubishi Space Star fik 4 stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest i 2013. Med det favorable forsikringstilbud kan den altså være en sikker debutbil for nye bilister. Motors første erfaringer med bilens køreegenskaber lægger dog ikke op til flotte karakterer.
Mitsubishi Space Star fik 4 stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest i 2013. Med det favorable forsikringstilbud kan den altså være en sikker debutbil for nye bilister. Motors første erfaringer med bilens køreegenskaber lægger dog ikke op til flotte karakterer.
Billigste udgave er forsynet med en 1.0-liters motor med 71 hk, mens næste udstyrsniveau til 104.000 kroner omfatter en 1.2-liters motor med 80 hk.

Alle udgaver har fem døre, aircondition og radio med cd-afspiller, og set i det lys fremstår bilen stærkt i konkurrencen med de øvrige mikro- og minibiler i samme prisklasse.

LÆS OGSÅ: Motors minidueltest mellem Hyundai i10 og Opel Corsa

Sikkerhedsudstyret omfatter seks airbags, seler til fem personer samt naturligvis antiudskridningssystemet ESC. Bilen blev sikkerhedstestet af Euro NCAP i 2013 og opnåede fire stjerner ud af fem mulige.

Uimponerende køreegenskaber

Ved årets store test af nye biler i jagten på Car of the Year havde Motor lejlighed til at prøve Mitsubishi Space Star tilbage i efteråret 2013. Her imponerede bilen på ingen måde med sine køreegenskaber, og bilen minder på dette område mest om bilkonstruktioner fra starten af 1990erne.

LÆS OGSÅ: Motors test af Dacia Sandero

Også designet har linjer, der sender tankerne mange år bagud. Space Star er ikke farlig, men heller ikke sjov og sikker. Det bliver derfor spændende, når Motor i nær fremtid skal teste bilen igen på danske landeveje.

Billig forsikring

Det virker, som om Mitsubishi ved, at det ikke er køreegenskaber og design, der skal sælge den nye Space Star. Den danske importør har derfor strikket en attraktiv forsikringspakke sammen, som købere af Space Star kan få del i.

Nyudklækkede bilister uden anciennitet vil således kunne få bilen forsikret for 6.900 kr. pr. år, mens bilister over 25 år vil kunne få den forsikret for 3.700 kr. pr. år. De yderligere vilkår såsom selvrisiko etc. fremgår ikke af importørens første meldinger.

Bilen er at finde hos de danske forhandlere fra og med 16. august.