Campingvognens vægt skal passe

Klage over for tung campingvogn betalte sig. Et FDM-medlem, som havde købt en campingvogn, der var tungere end angivet, klagede og fik handlen ophævet.

Den viste campingvogn har intet med den konkrete sag at gøre.
Bilist

I marts 2011 blev et FDM-medlem den lykkelige ejer af en ny Cabby, men da han året derpå – efter at have læst en artikel i Motor om campingvogne og vægt – fik lavet en kontrolvejning, blev glæde vendt til skuffelse og bekymring.

I stedet for en egenvægt på de 1.486 kilo, som var angivet i registreringsattesten, viste det sig, at kalorius vejede 1.635 kilo – altså 149 kilo mere end forhandleren og attesten havde opgivet.

Og den slags overvægt går både ud over lasteevnen og trafiksikkerheden. Cabby-ejeren klagede derfor sin nød til Camping Branchens Reklamationsnævn, som netop har truffet afgørelse i sagen.

Afgørelse med stor vægt

– Vi oplever beklageligvis relativt mange sager både i FDM og i Reklamationsnævnet, hvor en nyslået campingvognsejer finder ud af, at vognen vejer mere, end der står i registreringsattesten. Men nu er der truffet en principiel afgørelse, som kan få betydning for lignende sager i fremtiden, fortæller jurist hos FDM Helle Brasch.

– Nævnet blev enig om, at campingvognen er købt med en forkert vægtangivelse. Det kan bekræftes af registreringsattesten. Som forbruger er man berettiget til at forvente, at registreringsattestens vægtangivelse er korrekt. Det var den ikke i denne sag, altså lider campingvognen af en væsentlig mangel, og derfor er køberen berettiget til at ophæve handlen, forklarer Helle Brasch.

Køber fik handlen ophævet

Klageren havde krævet at få handlen ophævet – alternativt at forhandleren skulle sætte en ny aksel i, som kunne bære 100 kilo mere. Nævnet vurderede, at det ikke var muligt at foretage sådan en reparation. Derfor får køberen nu købssummen tilbage minus et beløb på 35.000 kr. for såkaldt nytteværdi i den tid, han har haft og benyttet vognen.

– Man burde jo kunne gå ud fra, at den vægt, der står anført i registreringsattesten, passer. Det kan man bare ikke altid. Fordi inventaret langt hen ad vejen er specialtilpasset, må man acceptere en afvigelse på op til fem procent af vægten. Dertil kommer, at en vogn med årene sagtens kan blive 50-75 kilo tungere pga. fugt, men det har nævnet vurderet, ikke var tilfældet her, siger Helle Brasch.

Skriv kontrolvejning ind i slutsedlen

FDMs råd til alle, der køber en campingvogn, uanset om den er ny eller brugt, er derfor – endnu en gang – enten at få foretaget en officiel kontrolvejning, som koster et par hundrede kroner, inden man underskriver slutsedlen – eller at få skrevet ind i salgsslutsedlen, at en betingelse for handlen er, at der bliver foretaget en kontrolvejning, og at hvis vognens vægt afviger mere end de fem procent, man skal acceptere, så kan køber ophæve handlen.

– Få det afgjort i startfasen – så slipper du for at bruge tid og energi på en reklamationssag. Og hvis forhandleren stejler over det, så find en anden forhandler, opfordrer FDM-juristen.