Det lyder som noget, der burde have været der for fem år siden. Men nu har Brobizz A/S lanceret en enkel lille app, som gør det nemt at følge med i, hvad ens Brobizz foretager sig.
Dermed burde det ikke være nødvendigt at bruge en pc til formålet og endnu mindre skulle huske adgangskoder mm.
Nem ændring af betalingskort
I app’en kan man bl.a. følge med i forbruget på ens Brobizz, og så er det muligt at udskifte det betalingskort, som det går ud over, når bizz’en benyttes.
Den største fejlkilde ved Brobizz er i dag, at betalingskortet er udløbet. Det kan man nu fikse fra telefonen – dog skal det nye kort indtastes to timer før, man skal bruge Brobizz’en næste gang.
App’en kan indtil videre ikke advare om kort, der snart udløber. Men det kommer, lover Brobizz A/S. Det samme gælder en version til erhvervslivet og andre, der har mere end en Brobizz.
Starten kan være lidt tung
Når man installerer app’en, der slet og ret hedder Bro Bizz, er det formentlig nemmest at gøre det via en almindelig computer – eller med ringbind. Det er i hvert fald nødvendigt at finde sin aftale med Brobizz frem.
Kundenummeret kan dog erstattes af Brobizz-nummeret, som står på selve bizz’en. Kodeordet har man tidligere fået eller kan få gensendt automatisk. Har man glemt koden og skiftet email-adresse, må man kontakte kundeservice.
Skal ikke forveksles med "Mine Ture"-app
App’en er gratis. Det gælder ikke en anden app, som dukker op, når man søger på Brobizz. ”Mine Ture” er en betalings-app fra en privat udbyder.
Brobizz-app’en findes til iPhone og Android, men ikke Windows.
SE OGSÅ: Brobizz kan betale for parkering