Ved det netop påbegyndte anlægsarbejde på motorvejen mellem Nørre Aaby og Middelfart på Fyn, bliver bilister mødt med smiley-skilte, der viser bilisterne, hvor længe endnu på den 10 km lange strækning, de skal trækkes med vejarbejdet.
Smiley-skiltene er placeret langs hele anlægsarbejdet, og princippet er, at jo tættere man kommer på vejarbejdets slutning, jo gladere bliver smileyen. Når vejarbejdet begynder, er det derfor en gul trist smiley, der møder bilisterne. Når vejarbejdet er slut, sendes bilisten videre ud i trafikken med en glad grøn smiley.
Foreløbigt en forsøgsordning
Ifølge Vejdirektoratet er smiley-skiltene et forsøg på at give trafikanterne en mulighed for at se en ende på vejarbejdet på en lidt sjov og anderledes måde. Ordningen med skiltene er indført som et forsøg i forbindelse med anlægsarbejdet på den fynske motorvej, men Vejdirektoratet vil muligvis udvide ordningen til andre strækninger med vejarbejder, hvis bilisterne tager godt imod skiltene.
Smiley-ordningen kendes i øvrigt fra Tyskland, hvor bilister på de tyske motorveje ligeledes bliver guidet af smiley'er ved lange anlægsarbejder.
Udbygningen af motorvejen mellem Nørre Aaby og Middelfart fra to til tre spor foregår på strækningens sydside frem til december 2013. I anlægsperioden kører al trafikken derfor i motorvejens nordside. I 2014 er det så nordsiden, der på tilsvarende vis skal udbygges.
Læs mere om vejprojektet og smiley'erne hos Vejdirektoratet