Genfødt bilmærke melder klar

Renault åbner nu for salget af sit nye Alpine-mærke, selv om ingen har set den færdige bil. Danskere i Danmark kan ikke bestille.

Nyt om biler

Det er en rum tid siden, det ellers hedengange sportsvognsmærke Alpine viste en moderne konceptbil med løfte om serieproduktion. Men omsider bliver det muligt at købe – eller i det mindste bestille – et af de særlige, første eksemplarer.

Det sker, selv om Alpine stadig kun har vist konceptbiler samt disse nye ’spionbilleder’ af kamuflerede prototyper. Den egentlige verdenspremiere ventes at finde sted på Genève-udstillingen til marts.

1.955 styks kan reserveres

Alpine er en baghjulstrukket sportscoupé. Angiveligt er der ikke noget teknisk slægtskab til Renault-modeller. Foto: Renault
Alpine er en baghjulstrukket sportscoupé. Angiveligt er der ikke noget teknisk slægtskab til Renault-modeller. Foto: Renault

Alpine, som er en del af Renault, åbner nu for reservation af 1.955 nummererede eksemplarer af en særlig ‘Première Édition’-version.

De 1.955 henviser til det år, hvor Jean Rédélé grundlagde Alpine-mærket.

Det er kun kunder i Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Japan, Luxembourg, Polen, Schweiz, Sverige, Spanien, Storbritannien, Tyskland og Østrig, der kan bestille en Première Édition. De første kunder kan få deres Alpine leveret i slutningen af 2017.

Én million kr. for de første eksemplarer

Heller ikke senere bliver det muligt at købe en Alpine gennem den danske Renault-importør.

I Frankrig vil bilen koste mellem 55.000 og 60.000 euro. Det svarer til en dansk pris i omegnene af 950.000-1.000.000.

SE OGSÅ: Renault puster nyt liv i sportsmærke