Den førerløse bil skal hjælpes

Virkeligheden er så kompliceret, at biler uden fører ikke kan klare alting selv i flere årtier frem. Derfor indfører Nissan et kontrolcenter, hvor en operatør hjælper selvkørende biler, der kommer i knibe.

Nyt om biler

- Selvkørende biler bliver aldrig så avancerede, at de kan klare samtlige situationer helt selv. Der går i hvert fald årtier. Verden er simpelthen for kompliceret.

Den erkendelse kom fra lederen af Nissans Ames Research Center i Silicon Valley i USA, Maarten Sierhuis, da han stod på scenen under CES-messen i Las Vegas.

SAM er løsningen - en kommando-central

Men Nissan præsenterede samtidig en løsning, så selvkørende – og i dette tilfælde førerløse - biler alligevel kan komme ud på gaderne inden for få år: SAM.

En selvkørende bil vil lang tid endnu have meget svært ved at passere et vejarbejde. Og hvis bilen tilmed er førerløs, er der ingen til at hjælpe ombord. Men en fjernstyringscentral, der bruger bilens kamerarer, kan løse problemet, mener Nissan. Foto: Nissan
En selvkørende bil vil lang tid endnu have meget svært ved at passere et vejarbejde. Og hvis bilen tilmed er førerløs, er der ingen til at hjælpe ombord. Men en fjernstyringscentral, der bruger bilens kamerarer, kan løse problemet, mener Nissan. Foto: Nissan

SAM står for “Seamless Autonomous Mobility” og skal dels sørge for at selvkørende/førerløse biler og almindeligt kørte biler kan have fredelig sameksistens på vejene, dels består det af et kontrolcenter, som skal hjælpe den førerløse bil.

Live-demonstration

Et sådant kommende kontrolcenter gav Nissan en live-demonstration af på messen. Når en førerløs bil kommer til en situation, den ikke kan overskue, er den klog nok til at vide, at den ikke selv skal begynde at gætte på, hvordan den kommer videre. I dette tilfælde er det et vejarbejde.

Godt nok kan bilen se, at der er forhindringer, se at der er et rødt lys og måske forstå nogle håndbevægelser, men den er ikke klog nok til at handle selv. Dens programmering forbyder den f.eks. at krydse fuldt optrukne vejstriber.

Skal bruges rigtigt i 2020

I stedet stopper bilen, tænder havariblinket og sender signal til SAM-centralen. Her kan operatøren via bilens kameraer, evt. andre bilers kameraer samt satellitfotos se, hvad problemet er. Når han har styr på det, ’maler’ han en ny virtuel vej uden om problemet og f.eks. hen over de dobbelte optrukne striber. Når så vejarbejderen vinker bilen frem, sætter operatøren bilen i gang. Den går nu tilbage til selvkørende status.

Nissan vil meget snart indlede forsøg med førerløse biler i Japan med en sådan overvågningscentral og planlægger at indlede kommerciel tjeneste med førerløse budbiler i Tokyo fra 2020.

Nasa-teknologi

Nissans kommende SAM-system er udviklet ud fra den Nasa-teknologi og -erfaring, der bruges til at have selvkørende biler og andre robotter på Mars.

Lederen af Nissans forskningscenter, Maarten Sierhuis, og flere andre medarbejdere kommer fra Nasa, og medarbejdere her har været med i udviklingen af SAM.