Den beskidte dieselgryde koger stadig

Var det virkelig kun Volkswagen, der snød med dieseludstødning? Eller har andre bilproducenter også direkte snydt eller været lovlig kreative med slappe EU-regler? ”Sager” bliver ved at dukke op, men ingen andre bilmærker har tilstået eller er endnu blevet dømt for fusk.

Bilist

Volkswagen-gruppen har snydt, er blevet opdaget, har tilstået og er blevet hårdt straffet. Alle hjørner af sagen er ikke afsluttet, men var det virkelig kun den tyske koncern, der har snydt med rensning af udstødningen?

Det vides stadig ikke.

Der går næsten ikke en uge, uden at historier om påstået snyd, ransagninger, sagsanlæg eller andre juridiske skridt mod bilproducenter dukker op. Og der går vel ikke røg af en brand, uden at der er ild i den?

Mange medie-sager, få afgørelser

Hver sag får solid omtale i medierne. FDM følger stadig alle sagerne tæt for at se, om der er snyd, som har betydning for danske bilister. I de fleste ”dieselsager” er undersøgelserne imidlertid uafsluttede, og/eller oplysningerne i medierne bygger på anonyme kilder. 

- Europa-Parlamentets omfattende undersøgelse af dieselgate viser, at det europæiske typegodkendelsessystem og efterkontrol ikke virker. Reglerne er for uklare, og såvel EU som medlemslandenes kontrol er for dårlig, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

EU er ved at stramme op

Han påpeger, at EU for tiden er ved at revidere reglerne for typegodkendelse.

- FDM presser via det internationale bilklubsamarbejde FIA på for, at ændringerne bliver reelle og i fremtiden sikrer, at kontrollen hurtigere og mere effektivt fanger uregelmæssigheder. Det var som bekendt i USA og ikke i EU, at dieselgate blev afsløret, siger Torben Lund Kudsk.

Indtil videre har alle anklagede bilproducenter – bortset fra Volkswagen - lodret nægtet, at de har brugt ulovlige tricks, dimser eller software til at omgå lovgivningen. Om nogen af dem lyver i deres benægtelse, ved vi endnu ikke.

Regler er op til fortolkning

Men hele dieselskandalen har gjort det tydeligt, at lovgivning og regler i EU har været slappe og åbne for fortolkning.

En ting er, at testmetoden, kaldet NEDC eller ECE R101, helt generelt er lempelig, når det gælder brændstofforbrug og skadelige stoffer i udstødningen. Men særligt det såkaldte termiske vindue er kommet i fokus.

Det termiske vindue ser ud til at være noget af et smuthul. Det giver visse muligheder for at frakoble eller reducere rensningen af udstødninger under særlige forhold for at beskytte motor og rensningssystem.

Rensning slår ofte fra - formentlig lovligt

Dieselsagen har ifølge tyske og franske undersøgelser afsløret ”udbredt” brug af det termiske vindue, og at nogle bilproducenter har gjort det vindue gigantisk. Allerede ved udendørstemperaturer på 18 grader og derunder er der rapporter om, at rensningssystemet er slået fra. Hos Renault sker det i nogle modeller under 17 grader og over 35 grader.

Mærker som Opel, Mercedes-Benz, Renault, Fiat/Chrysler, Ford og Citroën er undervejs beskyldt for, at nogle af deres biler forurener mistænkeligt meget under realistiske forhold, og/eller at rensesystemet slår fra under mange forhold.

SE OGSÅ: Deltag i test af motoropdatering

Myndigheder i flere lande har sagt, at brugen af det termiske vindue ikke kunne retfærdiggøres. Men der er megen elastik i, hvornår det er tilladt, og ingen er indtil videre blevet dømt.

- Problemet med det ’termiske vindue’ illustrerer tydeligt, at de nuværende regler ikke fungerer i praksis. Det er alt for nemt for bilproducenterne at få godkendt biler, der i virkeligheden forurener lang mere end grænseværdierne tillader, siger Torben Lund Kudsk og fortsætter:

- Det er absurd, at danske bilkøbere risikerer at køre rundt med helt nye euro 6-biler, hvor NOx-rensningen er neddroslet eller helt frakoblet i store dele af året, fordi temperaturen er for lav. Det må være et basalt krav, at bilerne opfylder grænseværdierne i både Lissabon og Lillerød uanset årstiden,

Flere 'sager' rumsterer

Mange sager rumsterer stadig. Her er de, der er dukket op i marts og april:

Tyske anklagere har indledt en undersøgelse mod Daimler-ansatte for muligt snyd i forbindelse med dieselmotorer. Daimler siger, at man ”fuldt ud samarbejder med myndighederne” og at “test fra myndighederne ingen overtrædelser har fundet”.

Ligeledes i Tyskland har tyske myndigheder for nylig ransaget både Audi og Volkswagen-hovedkvarteret samt – noget opsigtsvækkende – det amerikanske advokatfirma, Volkswagen har hyret til at undersøge firmaets dieselsnyd. Det indgår i den igangværende undersøgelse af Volkswagen, men udkommet er uvist.

Flere undersøgelser i gang i Frankrig

En fransk anklager har indledt undersøgelse af Fiat Chrysler Automobiles, FCA, for mistanke om alvorlig snyd med miljømålinger. FCA har svaret, at man samarbejder med myndighederne og henviser til, at dets biler ifølge det italienske transportministerium fuldt ud overholder reglerne.

De franske myndigheder er også – efter test af mange bilmodeller - i gang med efterforskning af Volkswagen-gruppen og Renault og overvejer at indlede en sag mod PSA (Peugeot-Citroën).

De franske undersøgelser af udstødningsgasser fandt også umiddelbart mistænkelige høje niveauer hos Opel, men franskmændene har nu frikendt Opel.

Tysk-italiensk konflikt

Det tyske transportministerium oplyste 31. marts, at man havde fundet en ”snydeanordning” i en Fiat. Dermed skærper de tyske myndigheder beskyldningerne mod Fiat – der benægter snyd. Sagen har også fået en snert af nationale interesser, idet Tyskland og EU antyder, at de italienske myndigheder holder hånden over Fiat eller ligefrem undlod at særlige test, der evt. kunne have afsløret snyd. Sagen er stadig uafklaret.

Et tysk medie har skrevet, at Fiats rensesystem slår helt fra efter 90 minutter; et andet at det sker efter 22 minutter. Den europæiske testcyklus varer 20 minutter.

Se tema-sektionen om Volkswagen-sagen