Flest spor i den retning, hvor der er mest trafik. Det er idéen med den 'vejlynlås', der for første gang i Danmark sørger for vendbare vognbaner, så trængslen mindskes.
Ved det tre måneder lange asfaltarbejde på Køge Bugt Motorvejen har Vejdirektoratet taget et mobilt autoværn i brug. På den måde kan der bevares fire spor i den ene retning og tre i modsat retning.
SE OGSÅ: Køge Bugt får det glatte lag - og nye propper
I motorvejens ene retning er der klemt fem smalle spor ind, hvor der normalt er fire baner, mens der er to baner i modsatte side af motorvejen. Resten af pladsen bliver asfalteret.
De er de fem baner, der skiftevis kan være fordelt 1:4 og 2:3.
Flyttes to gange i døgnet
En særlig maskine flytter det godt fem km lange, fleksible betonautoværn formiddag og aften for at tilpasse kapaciteten til myldretidens trafikstrøm. Maskinen klarer opgaven alene – uden elektronisk skiltning, hjælpebiler eller afspærring af trafikken.
Motors første iagttagelse af flytningen indikerer, at bilisterne tager det rimelig roligt, at der pludselig lunter en stor maskine afsted lige ved siden af sig. Enkelte tog dog et forsigtighedssving væk fra maskinen, da de passerede.
Nervøse for fjerde bane
Mens der var fire spor – efter at myldretiden var slut – kørte stort set ingen biler i fjerde bane, der med 2,55 meter er den smalleste og støder lige op til betonautoværnet.
- De skal nok bare vænne sig til det, vurderer projektchef i Vejdirektoratet, Robin Højen Madsen.
Koster ti mio. kr. ekstra
Løsningen koster ti mio. kr. mere end traditionel afmærkning, der ikke kan flyttes, men ifølge Vejdirektoratet er den samfundsmæssige gevinst et trecifret millionbeløb, fordi trafikanterne sparer tid.
FDM er begejstret for, at der tages ekstra hensyn til bilisternes rejsetid.
- Det koster samfundet mange penge, når privatbilister og andre sidder i kø. Derfor er FDM glad for enhver løsning, der kan højne mobiliteten og mindske trængslen, siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.
- På veje som Køge Bugt Motorvejen, hvor den store trafikstrøm går i én retning om morgenen og den modsatte om eftermiddagen, er det oplagt at arbejde med fleksible løsninger. Et flytbart autoværn bruges flere steder i udlandet med succes, så det er positivt at vi nu også tager løsningen til os i Danmark, siger han.
En ekstra fordel ved det flytbare autoværn er, at den modkørende trafik er fuldstændig adskilt til gavn for trafiksikkerheden.
Kan komme på tale andre steder
Hvis systemet virker godt, at det muligt, at metoden bliver anvendt ved andre store vejarbejder, hvor der er særligt behov for at optimere trafikafviklingen. I USA, hvor systemet kommer fra, bruges det rutinemæssigt på indfaldsveje uden vejarbejde.
Asfaltarbejdet på Danmarks mest trafikerede vej med 120.000 biler i døgnet varer til en gang i august.
Se hvordan systemet bruges i sit hjemland (producentens hjemmeside)