Jaguar bliver den første af de etaberede bilfabrikker, der tager kampen op med Tesla i premium-segmentet, når den eldrevne I-Pace kommer på markedet til juni næste år.
Bilen kendes indtil videre kun i konceptudgave, og den var Motor inviteret til forhåndsvisning af. Det foregik naturligvis i Oslo, verdens elbil-hovedstad, hvor konceptbilen fra Los Angeles-udstillingen i november blev vist frem for presse og potentielle kunder.
At dømme efter reaktionerne er der mange norske elbilkøbere, der ser frem til, at den endelige bil kommer på markedet.
Størst interesse i Norge
I Danmark er forhåndsinteressen mere forbeholden, men det skyldes givetvis usikkerheden om de danske afgifter.
Da Jaguar offentliggjorde, at I-Pace var på vej, åbnede den engelske fabrik samtidig mulighed for, at potentielle købere uforbindende kunne forhåndsreservere et eksemplar ved at betale et depositum på 10.000 kroner. Det gjorde 650 kunder i Norge, 25 i Sverige – og to i Danmark.
LÆS OGSÅ: Motors test af Tesla Model X
– Det siger bedre end noget andet, hvordan afgifter regulerer markederne, ikke kun i Norge, men også i Danmark, konstaterer Michael Friis Olsen, der er ansvarlig for elbiler hos den danske Jaguar-importør, der også har ansvaret for import og salg i Norge og Sverige.
Selskabet er i gang med at opbygge en ny organisation, der har som mål at øge Jaguars markedsandel markant. Det ligger fint i tråd med Jaguar Land Rovers internationale ambitioner, som er at øge salget til en million enheder i 2020.
Billigere end Tesla Model X
I-Pace er en SUV på størrelse med BMW X3 og dermed noget mindre end Jaguars anden SUV, F-Pace. Den er udstyret med to elmotorer, en ved hvert hjulpar, som yder 200 hk og 350 Nm stykket. Det giver en samlet ydelse på 400 hk og et astronomisk drejningsmoment på 700 Nm, hvilket er med til at sende i-Pace fra 0 til 100 km/t. på omkring fire sekunder.
Det forventes, at I-Pace får en rækkevidde på mindst 500 km på en opladning.
LÆS OGSÅ: Motors test af Jaguar F-Pace
Fabrikken har selv meldt ud, at prisen skal ligge omkring 15 procent under Tesla Model X, som i øjeblikket er den eneste anden eldrevne SUV på markedet. Da der samtidig er forlydender om, at I-Pace skal prissættes 10-15 procent over F-Pace, giver det en meget god indikation af et prisniveau omkring 800.000 kr.
Lanceres medio 2018
Det var oprindelig forventet, at den produktionsklare model skulle vises på efterårets internationale biludstilling i Frankfurt, men nu ser det ud til, at det snarere bliver i Genève til marts.
Den danske importør håber at kunne introducere I-Pace på alle tre skandinaviske markeder i midten af 2018, og der bliver ikke tale om, at man som nogle andre fabrikker vil starte med at tilgodese de elbilshungrende nordmænd.
LÆS OGSÅ: Duel mellem opladningshybriderne BMW 330e og VW Passat GTE
– I-Pace er i høj grad også et statement fra Jaguar om, at man tager elbilsmarkedet seriøst, og derfor er det vigtigt for os at kunne introducere bilen på alle markeder samtidig, siger Henrik Bang, der er administrerende. direktør i importselskabet British Car Import, som også repræsenterer Land-Rover i Norden.