Politisk argumenteres der for, at en betalingsring er nødvendig fordi trafikken i København trafikken stiger og stiger, og fordi bilpendlerne hver dag spilder 130.000 timer på at sidde i kø.
Med en betalingsring ønsker man, udover et årligt provenu på omkring 1,5 mia. kr., at tilskynde bilpendlere til at fravælge bilen og i stedet benytte den kollektive transport eller gå og cykle. Årsagen er, at det vil medføre færre biler på vejene og dermed sikre et fald i trafikken og mindre trængsel. I forlængelse heraf forsøger regeringspartierne nu at italesætte betalingsringen som en trængselsring.
Ved Transportministeriets konference om betalingsringen i december 2011 blev der fremlagt tre scenarier, hvor den mest sandsynlige er, at ringen kommer til at ligge omkring Københavns kommunegrænse og Amager. I januar 2012 fremlagde Vejdirektoratet så en rapport, der vurderer de miljømæssige konsekvenser af betalingsringen. Rapporten giver ligeledes detaljerede udregninger omkring betalingsringens konsekvenser for trafikken i og omkring København.
FDM har set nærmere på tallene fra Vejdirektoratets rapport samt en række andre trafiktællinger og -vurderinger, der viser følgende:
- Siden 1970 er antallet af køretøjer over kommunegrænsen steget med 36 pct.1
- Siden 1970 er antallet af køretøjer over søsnittet overordnet set faldet med 19 pct.2 Alene siden 2007 er antallet faldet med op til 9 pct.
- Antallet af lastbiler og busser (den tunge trafik) er siden 2000 faldet med 34 pct. over kommunegrænsen og 37 pct. over søsnittet.3
- Siden 2006 har trafikken over kommunegrænsen været svagt faldende.4
- Betalingsring ved kommunegrænsen vil kun medføre et samlet fald i trafikken i hovedstadsområdet på ca. 6,6 pct. Trafikken i København kan falde med imod 41 pct.5
- Et væsentligt argument for betalingsringen er, at bilisterne hver dag spilder 130.000 timer på at sidde i kø i hovedstadsområdet. Med betalingsringen vil bilisterne ifølge Vejdirektoratets rapport kunne spare 15.600 timer om dagen.
- Det betyder ifølge Vejdirektoratets rapport eksempelvis at man i myldretiden kan spare 1,7 minutter fra Herlev til Centrum eller 3,3 minutter fra Hillerød til Københavns Rådhusplads. (50)
- Betalingsringen vil med al sandsynlighed medføre en del omvejskørsel, så trafikken og dermed trængslen i omegnskommunerne øges.6
- Bilejere, der bor inden for betalingsringen, skal betale bompenge når de kører ud, selvom de ikke bidrager til trængslen. Det er navnlig dem der bliver ramt af betalingsringen.7
- Passagerkapaciteten i tog og busser (kollektiv trafik) er allerede nu fuldt udnyttet i myldretiden – så der eksisterer ikke et reelt alternativ til bilisterne.8
FDM mener:
- Det er faktuelt forkert, når politikere anfører at trafikken i København stiger og stiger.Trods færre biler, er trængslen i København imidlertid stigende, hvilket skyldes en lang række begrænsninger i vejarealet i København. Det er eksempelvis vejlukninger, inddragelse af vognbaner, historisk meget vejarbejde, dårligt optimerede lyskryds mv. Betalingsringen vil uanset beliggenhed medføre et beskedent fald i trafikken i hovedstadsområdet, som ikke står mål med de omkostninger, bilister og bilpendlere får pga. bompenge og omvejskørsel.
- En besparelse på få minutter om dagen, står ikke mål med de forventede omkostninger på ca. 11.000 kr. om året en bilpendler, der dagligt krydser ringen inden for myldretiden pådrages.
- Det er ikke rimeligt, at de selvskabte trængselsproblemer som Københavns Kommune oplever – bl.a. forårsaget af ukoordineret vejarbejde, metrobyggeri, vejlukninger, uintelligente lyskryds mv. skubbes ud til omegnskommunerne, der ikke har den nødvendige infrastruktur i form af veje og parkeringspladser til at absorbere trafikken.
- En betalingsring uden en forudgående udbygning af den kollektive trafik kan kun ses som en ekstraskat på mobilitet og arbejde.
Kilder:
1 Trafikken i København, trafiktal 2006-2010
2 Trafikken i København, trafiktal 2006-2010
3 Trafikken i København, trafiktal 2006-2010
4CEPOS: Biltrafikken indenfor betalingsringen er faldet siden 2000
5 Bedre mobilitet – konference om en trængselsafgift i hovedstaden
6 DR: Betalingsring en lappeløsning
7 DTU Transport: Hvad ved vi om pendlere, der i dag krydser den skitserede betalingsring?
8 Ingeniøren: Betalingsring vil kræve mega-investeringer