Klar til en ny tids ellert?

Klumme: Renault forsøger sig med et helt nyt transport-middel: en eldrevet, kabinescooter med firehjul og to sæder. Twizy lyder helt logisk som nem og miljøvenlig transport i byområder. Men kan man få bilisterne til at ændre vaner?

Nyt om biler

Af Torben Arent
nyhedsredaktør, Motor


Et besynderligt køretøj er spredt ud over Renaults store stand på Genève-udstillingen. Twizy er navnet på det firehjulede elektriske køretøj, der bedst kan beskrives som en kabinescooter.

Det lyder logisk: For mennesker i storbyer vil en sådan ting give optimal mobilitet – og så endda med et grønt skær over sig. Mere transportmiddel behøver man ofte ikke.

Twizy byder på stort set tør og lun transport på behagelig vis og med mulighed for at have hverdagens bagage med og i en snæver vending også en passager. Hurtig nok, nem at parkere og i nogle situationer også nemmere at klemme gennem storbymylderet end en bil.

Og med en rækkevidde på op til 100 km bør der være nok.

Men selv om Twizy lyder fuldstændig indlysende som miljøvenlig bytransport, er det en betydelig satsning, Renault kaster sig ud i. Kan man få folk til at skifte transportvaner? Historien er ikke ligefrem fuld af gode eksempler.

Twizy er trods sin gode idé op mod store udfordringer.

En af de største er vores vaner. Twizy er jo helt anderledes.

Prisen kan også være en hurdle. Omkring 65.000 kr. skal man betale for en Twizy i Danmark. Og selv om kabinedyret vil være billig i drift, er der ikke langt op til en mikrobil til 84.000 kr.

Og endelig er der opladningen. Og her støder Twizy ind i et paradoks. Twizy hører hjemme i storbyen, men i storbyen bor folk i lejligheder. og når man bor i lejlighed er det ikke nemt at lade op hjemme hos sig selv om natten.

Motor får om nogle uger den første mulighed for at prøve Twizy i praksis. Så er vi lidt klogere.

Men svaret har vi først om et eller flere år. Er der tilstrækkelig mange, der vil købe sådan et apparat til storbyens travle trafik?