Nyt Peugeot-lån kan være risikabelt

”Få råd til ny bil, selv om økonomien strammer”. Sådan lyder det lokkende tilbud fra Peugeot, der introducerer en ny lånetype, hvor man betaler et lavt afdrag det første år. FDM opfordrer til, at man tænker sig godt om, inden man binder sig til den type finansiering.

Bilist

For kun 495 kr. om måneden kan man blive bilejer og rulle af sted i en helt ny Peugeot 107 Active 5-dørs. Så indbydende fremstår det nyeste tilbud i kampen om bilkunderne.

Peugeot har lanceret en ny lånemodel, hvor kunderne kan nøjes med at betale 495 kr. om måneden det første år, mens afdraget stiger til 1.138 kr. pr. måned i de efterfølgende seks år.

Man betaler fra 20.000 kr. i udbetaling, og de samlede kreditomkostninger er 25.339 kr.

Bilen taber hurtigt værdi

Den nye lånemodel kan minde lidt om husmarkedets afdragsfrie lån, hvor man skubber gælden foran sig i stedet for at betale af.

- Det er en uhensigtsmæssig model ved et billån, da en bil taber mest i værdi det første år, hvor man ved denne nye model ikke betaler særlig meget af på gælden. Det betyder, at man hurtigt skylder mere, end bilen er værd, og så kan det blive meget dyrt at komme af med bilen, hvis man ikke kan betale de højere afdrag efter et år, siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen.

Desuden skal man være opmærksom på, at der efter det første år typisk vil komme større udgifter til service.

Tre modeller med nyt lån

Peugeots nye finansiering kan benyttes ved køb af Peugeot 107 Active, Peugeot 107 Cool og Peugeot 107 Sport, alle i 5-dørs modeller.

En Peugeot 107 Active 5-dørs har i skrivende stund en vejledende udsalgspris 106.490 kr., men sælges til kampagnepris på 88.490 kr. Peugeot ønsker ikke at oplyse, hvilken nypris, finansieringen er beregnet ud fra, men man ender med i alt at betale 107.872 kr. ved en udbetaling på 20.000 kr.

- Med Peugeots nye finansieringstiltag forsøger vi at gøre det lidt nemmere for de kunder, der har behov for en bil til trods for en presset økonomi, angiver adm. dir. for Peugeot Danmark, Kenneth Hansen, i en pressemeddelelse.

Risiko for stor gæld

Men har man en presset økonomi, opfordrer FDMs forbrugerøkonom kommende bilkøbere til at tænke sig om en ekstra gang, inden man indgår aftale om den nye type billån.

- Man bør holde sig fra lånet, hvis man ikke har økonomisk råderum til at betale det høje afdrag allerede fra lånets start. Det lyder smart, når Peugeot giver det indtryk, at man pludselig har råd til en bil, selv om man har en presset økonomi. Men man risikerer at sidde med en meget stor gæld, hvis man ikke kan betale, advarer Allan Skytte Christensen.

Peugeot kreditgodkender kunderne ud fra det høje afdrag på 1.138 kr.