Når den nuværende Folkevognsboble helt officielt hedder New Beetle, så må næste generation vel hedde New New Beetle?
I hvert fald er en helt ny generation af Beetle på vej, efter at den moderne retrobil har været på markedet i 12 år – i begyndelsen med overvældende succes i USA. Senere har livsstilbilen kun haft moderate salgstal.
Den nye model kommer til salg i USA midt på året og i Europa inklusive Danmark til efteråret. Offentligheden har ikke set nyheden endnu, men en silhuet er netop blevet vist i et populært amerikansk fjernsynsprogram.
Mindre feminin, mere maskulin
Den officielle profil bekræfter de spionbilleder, som Motor er i besiddelse af. Den næste Beetle mister sin retro-rundbuestil, og bliver lidt lavere og får et mere fladt tag. Den bliver samtidig mindre nuttet og feminin og mere maskulin i sin fremtoning. Måske er der lidt klassisk Porsche over linjerne.
Desuden vokser bilen i længden og sammen med lidt ændrede proportioner bliver der bedre plads på bagsædet – det har VW tidligere lovet.
Teknikken bliver hentet fra den nuværende Golf.