Gearskiftet i VW-koncernens dobbeltkoblings-gearkasser, DSG, fungerer for det meste som en drøm – med hurtige og bløde gearskift. Men nogle ejere har oplevet problemer med gearkassen, hvor de fleste har fået dækket udgifterne under garanti eller ved kulance. Nogle ejere har dog fået store regninger.
Hidtil har VW foretaget reparationer af gearkassen eller opdateret software i styreenheden. Nu indkalder VW i Danmark samtlige 9.000 biler med 7-trins DSG-gearkasser til en serviceaktion, hvor de vil udskifte gearolien for at forebygge problemer.
På verdensplan er ialt 1,6 mio. biler berørt.
Fra syntetisk til mineralsk olie
VWs egne undersøgelser har vist, at den syntetiske olie har været en af årsagerne til, at der er fejl på gearkasserne. Høje temperaturer og høj luftfugtighed kombineret med køkørsel kan således påvirke gearkassens styreenhed kaldet Mechatronic.
Under disse omstændigheder dannes der svovlpartikler i olien, der er elektrisk ledende, og det påvirker elektronikken i styreenheden. Resultatet er, at gearkassen kobler ud, og bilen kører i friløb. Bilens øvrige funktioner som styretøj og bremser påvirkes ikke.
Ved at skifte olietype til mineralsk olie vil problemet ikke længere opstå, fortæller VW.
Skiftes i løbet af 2014
Da der ikke er nogen sikkerhedsmæssig risiko i forbindelse med denne fejl, og at der er tale om en forebyggende serviceaktion, bliver bilerne løbende indkaldt i løbet af 2014.
VW vil indkalde bilerne via værkstederne, men også ejere, der får serviceret deres biler andre steder, kan få skiftet olien gratis. Er du i tvivl om, hvorvidt din bil er noteret i VWs register, kan du kontakte din lokale forhandler. Selve olieskiftet på gearkassens styreenhed tager halvanden time.
Problemerne med olien i styreenheden er kun relateret til syvtrins-udgaven af DSG-gearkassen og kun den lille version – kaldet DQ200 – der er dimensioneret til et moment på 250 Nm. Gearkassen sidder i Polo, Golf, Scirocco, Touran, Caddy og CC.
Søstermærker følger trop
Den berørte DSG7-gearkasse sidder også i biler fra Audi, Skoda og Seat. Audi foretager samme udskiftning af olie som VW på deres A1 og A3-modeller produceret mellem oktober 2012 og april 2013, der er højst tale om 130 biler.
Skoda Danmark afventede i første omgang svar fra fabrikken. Umiddelbart har de ikke haft mange problemer med gearkassen, men da VW tilbyder udskiftning af olien i styreenheden, vil også Skoda tilbyde det herhjemme. Skoda Danmark kontakter de kunder, som står i deres database. Er du Skoda-ejer og har ikke hørt fra dem i løbet af den kommende måned, skal du kontakte din lokale forhandler.
Seat ville i første omgang ikke skifte olien i styreenheden, men siden har fabrikken ændret holdning og tilbyder nu også deres kunder det.
– Fra det nye år vil kunderne få skiftet deres olie, når de kommer på vores værksteder, skriver direktør Jesper Stoltenberg-Mathiesen til Motor.