Nummerpladen kort: to cifre

En ny, men sjælden type nummerplade er dukket op i trafikken: prøveplader med kun to cifre.

Ny prøvenummerplade: to bogstaver, to cifre, helt i rødt.
Nyt om biler

Det ser ikke ud af meget og virker lidt forkert. En nummerplade med to bogstaver efterfulgt af blot to cifre. Og så helt i rødt.

Fænomenet er begyndt at dukke op på danske biler i form af en ny type, såkaldt faste prøveskilte.

Digitalt motorregister

Den kortfattede nummerplade er en konsekvens af det digitale motorregister, der blev indført sidste år, oplyser Jens Palbøl fra Skats motorafdeling.

Det digitale motorregister gør det muligt at genbruge nummerkombinationer, der har været brugt for nyligt, og dermed er der ikke brug for så mange kombinationsmuligheder til denne type.

2.000 kombinationsmuligheder

To bogstaver og to cifre giver omkring 20x100 kombinationsmuligheder, dvs. ca. 2.000, og det er ifølge Skat rigeligt. Gyldighedstiden er fem år med mulighed for forlængelse.

Tidligere havde faste prøveskilte to bogstaver (i rødt) og fire cifre (i sort).

Bruges af bilforhandlere

Faste prøveskilte eller prøvenummerplader bruges af bilforhandlere, bilimportører og synsvirksomheder.

Som potentiel bilkøber kan man opleve at køre med sådanne skilte, hvis man skal have en prøvetur i en fabriksny bil eller en brugtbil.