Sådan virker nødbremse på bilen

Mange nye biler har en nødbremse, der selv bremser bilen, hvis du er ved at køre ind i bilen foran. Nogle virker kun ved lave hastigheder, mens andre også virker ved motorvejsfart.

Viden

Der er sket en enorm udvikling i de kamera- og radarsystemer, der er integreret i bilen og holder øje med trafikken og er i stand til at bremse automatisk. De billigste systemer virker kun ved hastigheder op til 30 km/t., og kun hvis det er en bil, der kører foran. De mest avancerede systemer kan registrere biler, cykler, fodgængere og en lang række andre forhindringer i dagslys og om natten.

De virker ved alle hastigheder og kan på den måde både træde til som nødbremse ved lave hastigheder i byerne og ved motorvejskørsel, hvor langsomt kørende biler kan være årsag til harmonikasammenstød. Derudover kan de som noget helt nyt også bremse bilen, hvis du f.eks. ved et venstresving har overset en modkørende bil.

Sådan reagerer en nødbremse:


Da nødbremse-systemerne er så vigtige for sikkerheden, har sikkerhedsorganisationen Euro NCAP valgt at inkludere de nye nødbremser i sine omfattende test af nye biler. Organisationen tester systemet i to omgange: Ved bykørsel (AEB-City) og ved lande- og motorvejskørsel (AEB-Interurban).

Det betyder, at en ny bil skal være udstyret med nødbremse for at kunne opnå topkarakter. Testen afdækker præcist ved hvilke hastigheder, systemet virker. Det udløser et antal point, der afslører, om en ny bils nødbremse er gennemsnitlig eller ligefrem fantastisk.

Læs mere: Hvad er Euro NCAP

Illustration af underoverskrift Hvordan testes nødbremsen i byen?

AEB City testes af Euro NCAP ved hastigheder mellem 10 og 50 km/t. Da du selv ved disse lave hastigheder ikke rigtig kan nå at reagere på en advarsel fra bilen, er det kun selve bremsefunktionen, der afprøves.

Denne del af nødbremsen er almindeligvis bundet op til et kamera i forruden, som ser op til 10 meter foran bilen, men kan også fungere sammen med en kortrækkende radar

Illustration af underoverskrift Hvordan testes nødbremsen på landevej?

Nødbremse-systemets funktion uden for byområderne testes ved hastigheder mellem 30 og 80 km/t., men kan ofte fungere ved endnu højere hastigheder. Euro NCAP afprøver systemet ved tre kørselsscenarier, hvor bilen foran enten holder stille eller bevæger sig med to niveauer af hastigheder, der er lavere end testbilens. Dette system benytter oftest en radar i fronten af bilen til at registrere trafikken langt foran bilen. Afstanden er ofte op til flere hundrede meter.

Se eksempler på hvordan nødbremser virker:

Har du brug for hjælp til bilkøb?

Som medlem af FDM kan du få både bilteknisk og juridisk rådgivning, også når det handler om køb af bil. 

Få hjælp til bilkøb