Øv et trafikår: 830.000 km stau

Trafikpropperne på de tyske motorveje satte kedelig og markant rekord: 415.000 køer på i alt 830.000 km.

Trafik

Har du prøvet at holde i kø på de tyske motorveje i 2013? I givet fald er det ikke så mærkeligt, for der har været 415.000 af dem de seneste 365 dage.

Det er FDMs søsterklub ADAC, der med tysk grundighed hvert år registrerer trafikpropperne i den tyske trafikmaskine, der hedder Autobahn.

Fra 285.000 køer i 2012 til 415.000

Der er langt flest trafikpropper i Vesttyskland. Tallene er procenter og er fordelt på delstater. "Übrige" betyder øvrige.
Der er langt flest trafikpropper i Vesttyskland. Tallene er procenter og er fordelt på delstater. "Übrige" betyder øvrige.
De 415.000 registrerede køer er en voldsom forøgelse fra de 285.000 motorvejskøer i 2012, men ifølge ADAC skyldes en meget stor del af stigningen, at dataindsamlingen er blevet kraftigt forbedret, så der kommer et mere præcist billede – inklusive flere køer end hidtil opdaget.

Målt i samlet kølængde er bilisternes problem steget fra 595.000 km i 2012 til nu 830.000 km.

Oktober er værst

I modsætning til, hvad man umiddelbart skulle tro, er sommermånederne ikke de værste, men derimod oktober. Her blev der målt 90.000 km kø. Det er dobbelt så meget som i den bedste måned, februar.

Køproblemerne kommer ikke bag på ADAC – omend forværringen ikke er så ekstrem som tallene angiver. Men der skal ske noget med udbygningen af de tyske motorveje.

På de rødt markerede strækninger haster det ifølge ADAC mest med at få udvidet motorvejene, for her er trafikpropperne værst.
På de rødt markerede strækninger haster det ifølge ADAC mest med at få udvidet motorvejene, for her er trafikpropperne værst.
Den tyske bilklub peger på, at mens der i 2010 var 1.600 km overbelastet motorvej, vil det i 2025 være 2.000 km.

Udvidelse halvt så hurtigt som lovet

Udbygningen af det tyske motorvejsnet er ikke gået nær så hurtigt, som de politikerne havde lovet. Faktisk ikke en gang halvt så hurtigt.

Planerne lød på, at 2.200 km motorvej skulle forbedres i perioden 2001-2015, men ved udgangen af 2015 vil kun 45 procent være realiseret.

Derfor kommer ADAC med en kraftig appel om, at det årlige budget øges med 50 procent fra de nuværende ca. 38 mia. kr. til ca. 56 mia. kr.