Det er ikke kun nye biler, der falder i pris, som følge af den lavere registreringsafgift, der netop er forhandlet på plads i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Også de brugte biler kommer til at falde i pris.
Bilbasen, der har data på størstedelen af de brugte biler, der er til salg i Danmark, har lavet en analyse baseret på deres data. Deres brugtbilsekspert Jan Lang udtaler, at Bilbasen vurderer, at det er nyere brugte biler, der falder mest i værdi, og at biler, der er fire år eller ældre, ikke vil blive berørt af de nye afgifter.
Fald på fem procent
Nye biler, der er under et år gammel vurderes at falde op til fem procent. Er bilen op til to år gammel vil det være op til fire procent. Er bilen tre år gammel vil den højst falde tre procent, og er bilen op til fire år gammel vil faldet været cirka en procent. Ældre biler vil ikke blive berørt.
FAQ om registreringsafgiften
Dette er gennemsnitstal, og det er ikke alle biler, der bliver lige berørt af de lavere afgifter på nye biler. Nyvognsprisen på mikrobiler er stort set uændret med de nye afgifter, og derfor vil brugtpriser på de billigste biler ikke blive berørt umiddelbart. Kun hvis bilkøberne ændrer vaner på længere sigt.
De dyre biler falder mest i nyvognspris, og derfor er det også de næsten nye dyre brugte biler, der taber mest på brugtbilsmarkedet.
Den næste bil bliver billigere
Priserne på brugte biler falder, men reelt set rammer værditabet kun hårdt, hvis man ofte skifter bil og netop har købt en ny eller næsten ny brugt bil.
FDM: Glædeligt med tiltrængt afgiftsnedsættelse
Ifølge FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen er værditabet normalt højst de første år, så har man bilen over en længere årrække, vil prisfaldet på brugte biler blive fordelt over flere år, og til den tid vil man kunne glæde sig over at købe en billigere ny bil.