Regeringen har fremlagt et lovforslag, der forhindrer, at kommunerne skal kunne fastsætte lokale regler for parkering for personbiler.
Der foreslås ens regler over hele landet for, hvornår der må parkeres med to hjul på fortov, og hvornår en bil, der er havareret, anses for parkeret. Sådanne spørgsmål er i dag reguleret lokalt fra kommune til kommune.
- Jeg tror, at mange danskere fra tid til anden har oplevet, at det kan være vanskeligt at forstå og overholde parkeringsreglerne. Derfor er jeg glad for, at der med forslaget kan skabes større gennemskuelighed, når det kommer til parkering, udtaler Justitsminister Morten Bødskov.
Kommunerne skal dog fortsat kunne udstede lokale parkeringsregler, der gælder for tunge køretøjer, påhængskøretøjer og særligt indrettede køretøjer.
LÆS MERE: Højst tre p-bøder for samme forseelse
FDM: Det var på tide
FDM har i mange år kæmpet for ens parkeringsregler i kommunerne, så bilister derved har de samme regler at rette sig efter over hele landet.
- Som det er nu, er bilister i princippet nødt til gå ind på en kommunes hjemmeside for at finde de lokale regler for bl.a. parkering på fortov, hver eneste gang, de passerer en kommunegrænse. Det er galimatias, og derfor er det yderst rimeligt, at der nu kommer fælles parkeringsregler i kommunerne, siger juridisk chef i FDM, Per Alkestrup.
Lovforslaget, der efter planen skal træde i kraft til marts næste år, lægger op til, at kommunernes regler skal offentliggøres samlet på én hjemmeside.