Amerikansk elbil får dansk hæder

Luksus-elbilen Tesla S tildeles den årlige ærespris fra danske motorjournalister.

Nyt om biler

To elbiler deltog i dette års ”Årets Bil i Danmark”, Tesla S og Renault Zoe, men ingen af dem kom i finalen. Begge fik dog megen ros på sidelinjen af de 24 dommere fra Motorjournalisternes Klub Danmark, og juryen besluttede at uddele sin årlige ærespris til Tesla S.

Bilen får ikke kun den hædrende omtale for at være en brugbar elbil, der reelt kurerer rækkeviddeangsten, men også for at være skabt på en totalt nytænkende måde, når det gælder den fuld elektroniske styring af stort set alle funktioner.

Op til 500 km på en opladning

Den officielle begrundelse lyder: ”Tesla S – for ikke bare at skabe en fantastisk og brugbar elbil, men også for kreativt og vellykket at gentænke, hvordan en bil kan indrettes og betjenes.”

Tesla S fås med enten 60 eller 85 kWh batteri, og sidstnævnte version giver en reel rækkevidde på 300-500 km på en opladning.

Med det store batteri koster den fem meter lange bil omkring 750.000 kr. og opefter.

Set med danske øjne virker bilen forholdsvis billig, da rene elbiler indtil videre er helt fritaget for registreringsafgift. Tesla S’ konkurrenter belægges med 180 procent afgift.

LÆS MERE: Motors testkørsel af Tesla S