Plus plejer at være et plusord, men hos VW er de allerede blevet træt af begrebet. Den nye MPV-version af Golf, der så småt kommer til juni, skifter navn til det uklare begreb Sportsvan – en etiket, Toyota i Danmark i årevis har brugt på varevogne baseret på personbiler.
Men idéen er fuldstændig den samme som før: en fempersoners MPV-version af Golf, der ikke går hele vejen som Citroën Picasso eller Renault Scénic. Det skal en ny Touran næste år tage sig af.
LÆS OGSÅ: Motors stortest af VW Golf„Sporty design” siger Volkswagen-folkene om Sportsvan. De må forveksle den med nogle af de frimodige designskitser, der er udgivet. Men mere dynamisk virker den da med sine langt mere skarpskårne linjer end Golf Plus – helt på linje med den nye Golf hatchback.
LÆS OGSÅ: Golf får øjne i nakken
Udhænget fortil er blevet en smule kortere, mens det bagtil er vokset lidt.
VW Golf Sportsvan en oplagt gulpladebil
Her kommer – beklager – en masse tal: Sportsvan ligger i længde mellem den femdørs og stationcaren. Den er otte cm længere end hatchback’en og 22 cm kortere end stationcaren. I sammenligning med disse er akselafstanden øget seks cm og bredden én cm. Og i forhold til Golf Plus er Sportsvan tydeligt større: 13 cm i længde og 11 cm i akselafstand.
Sportsvan vil naturligt tiltale børnefamilier, som bilen er designet til, men hvis det går som med Plus, vil den også finde mange købere hos ældre og andre, der synes, det ikke er så rart at skulle bøje sig ned, for at komme ind i bilen. Og så er Sportsvan også oplagt som gulplade-version.LÆS OGSÅ: Motors stortest af konkurrenten Citroën C4 Picasso
Foran sidder man seks cm højere end i den almindelige Golf, og det er en meget mærkbar forskel ved ind- og udstigning og sådan set også, når det gælder udsyn. For bagsædepassagererne er forskellen i forhold til Golf endnu større. Der er ganske enkelt masser af benplads, når bagsædet er kørt længst tilbage, og selv for voksne er komforten i top, da der er god lårstøtte. Desværre for midterpladsen er kardantunnelen ret stor.
Komforten øges af muligheden for at læne ryglænet på bagsædet tilbage. Der er – i hvert fald i nogle udgaver – klapborde og lommer på bagsiden af forsæderne samt friskluftdyser.Fikst bagagerum i VW Golf Sportsvan
Også bagagepladsen er bedre end i den femdørs Golf. 498 liter er der plads til i det regulære rum, og det kan udvides med næsten 100 liter ved at skyde bagsædet frem. En bundplade kan anbringes i to forskellige højder. Flytningen fra over- til underetagen kunne være mere fiks. Til gengæld er der plus for de velfungerende modhager, der holder bundpladen oppe, mens man tilgår rummet nedenunder.
LÆS OGSÅ: Motors stortest af Renault Grand ScénicTeknik, udstyr og motorer er helt som det kendes fra de øvrige Golf-modeller. Sportsvan findes således også i en Blue Motion-udgaven, hvor det officielle brændstoftal hedder 27,8 km pr. liter.
Sportsvan koster fra knap 263.000 kr., men bare der skal en 125 hestes benzinmotor i, ryger prisen op på 325.000 kr. Dermed er Sportsvan ca. 34.000 kr. dyrere end den femdørs Golf og 19.000 kr. dyrere end Golf stationcar.