Opel Mokka slukker for støjsenderen

Opel Mokka har fået en tiltrængt fornyelse i motorrummet. Den støjende 1.7 diesel er skiftet ud med en meget fin 1.6. Samtidig er bilen blevet europæisk.

Opel Mokka.
Forpremiere
Den nye dieselmotor giver Opel Mokka lidt medvind i den benhårde konkurrence i klassen for små crossovere mellem stationcars, firehjulstrækkere og MPVer. Foto: Torben Arent, FDM
Den nye dieselmotor giver Opel Mokka lidt medvind i den benhårde konkurrence i klassen for små crossovere mellem stationcars, firehjulstrækkere og MPVer. Foto: Torben Arent, FDM

Motor mener: Det er meget velkomment, at Opel nu har en moderne dieselmotor, der både miljø- og komfortmæssigt lever op til tidens krav.

Der er blevet tavst hos Opel. I hvert fald hvis man sidder inden i en dieseldrevet Mokka. Og det er godt nyt.

Som den sidste Opel er den kompakte crossover Mokka sluppet for mærkets temmelig støjende eller i hvert fald rå 1.7-dieselmotor. Dermed er det helt slut med 1.7-motoren, som bl.a. falder på, at den ikke kan overholde Euro 6-miljøkravene, der træder i kraft til september.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem Peugeot 2008 og Renault Captur

Udskiftningen er ikke kun godt for miljøet, det er også godt for køreoplevelsen. Den nye 1.6 CDTI, som findes i flere Opel-modeller, er lydmæssigt en fornøjelse, foruden at den er behagelig smidig, omgængelig og stærkere end 1.7’eren.

Ydelsen vokser fra 130 til 136 hk, mens drejningsmomentet øges fra 300 til 320 Nm. Lidt ekstra, men godt, og den gamle 1.7 savnede sådan set ikke kræfter. En anden forbedring er, at påhængsvægten hæves til 1.500 kr.

Europæisk produktion

Den officielle brændstoføkonomi bliver også forbedret en del, fra 22,2 til 24,4 km/l i de bedste udgaver. Motor har dog haft ret svært ved at komme i nærheden af de officielle tal i Opel Meriva med samme nye motor, så nu må vi se med Mokka.

Den bedre økonomi og renere udstødning er opnået, uden det har været nødvendigt at bruge tilsætningsstoffet Adblue.

LÆS OGSÅ: Motors prøvekørsel af Fiat 500X

De tyste dieseltider kommer, samtidig med at Mokka er blevet europæisk. Produktionen af modellerne til bl.a. Danmark sker nu i Spanien frem for Sydkorea. Skiftet indebærer stort set ingen ændringer af bilen - det venter til et facelift næste år - men enkelte lakfarver bliver anderledes.

Desuden betyder den kortere transporttid, at det er meget hurtigere at få en skræddersyet variant, og at der kommer biler nok.

329.000 kr. koster Mokka med den nye dieselmotor, hvilket er 25.000 kr. ekstra og o.k. i forhold til benzinmodellen med samme udstyr, men desværre 95.000 kr. mere end grundmodellen.

Firehjulstræk kan tilvælges for 20.000 kr., mens automatgear ikke er en mulighed med dieselmotor og firehjulstræk.