En weekendtur til Fanø bliver langt mere overkommelig, når færgetaksterne mellem Esbjerg og Fanø fra 1. september bliver halveret.
Det store prisdyk, som er på 53 procent for en standardbillet til personbiler, indføres som følge af øget offentligt tilskud. Fanø Kommune får flere penge fra Transportministeriet til at støtte den afgørende færgedrift.
Prisnedsættelsen gælder uden for højsæsonen – indtil videre fra 1. september til 1. december og igen fra midt i marts til midt i juni.
195 kr. tur/retur
En returbillet for personbil kommer til at koste 195 kroner. Campingfolket får endnu større rabat – reelt 75 procent – idet campingvogne kan medtages gratis forår og efterår.
Desuden betyder aftalen, at det hele året bliver gratis at tage cykler med. Det forventer Rederiet Færgen vil resultere i et boost for cykelturismen på Fanø.
Flere øer skal have billigere færger
Prisnedsættelser på færgebilletter til Fanø er en del af regeringens vækstudspil, der skal styrke turismen og gøre det mere attraktivt at bosætte sig på øerne.
Også Bornholm og Samsø har fået aftaler om stærkt reducerede biltakster uden for højsæsonen.
SE OGSÅ: Billigere færgebilletter på vej