Honda Jazz i nye klæder

Hondas mini er ny fra inderst til yderst, men beholder sin særlige sædekonstruktion.

Honda Fit/Jazz i Detroit.
Nyt om biler

En af de mest interessante nyheder på Detroit-udstillingen, set med danske øjne, er den nye Honda Fit, som vi kender som Honda Jazz i Europa.

Bilen er en helt ny konstruktion, der har fået skubbet hjulene endnu længere ud i hjørnerne, hvilket forøger akselafstanden med to cm, selv om bilen er blevet tre cm kortere.

Fit er lig Jazz

Ifølge Honda-medarbejdere på udstillingen i Detroit er den amerikanske udgave meget lig den, vi kommer til at se i Europa, og den nuværende Fit er da også identisk med Honda Jazz.

Nyt er det imidlertid, at bilerne til det amerikanske marked fremover vil blive fremstillet på en fabrik i Mexico og ikke som nu i Japan. Bilerne til det europæiske marked vil stadig efter al sandsynlighed komme fra Japan.

LÆS OGSÅ: Honda klar med Jazz-SUV

Fabrikken i Mexico skal i øvrigt også stå for produktionen af en Jazz-baseret crossover-model, der indtil videre kendes under det japanske modelnavn Vezel.

Smart bagsæde

I den amerikanske version er bilen udstyret med en nyudviklet 1.5-liters motor, der yder 130 hk og er koblet til en sekstrins manuel gearkasse eller en trinløs CVT-gearkasse.

Interiøret bibeholder mange af de features, som den nuværende model er kendt for, blandt andet bagsædets foldemekanisme, hvor siddehynden kan vippes op, så der bliver et regulært bagagerum bag forsæderne.

Honda oplyser, at der bliver anvendt mere højstyrkestål i den nye Jazz, og at det er en af årsagerne til, at bilen vejer cirka 25 kg mindre end forgængeren. Vægtbesparelsen er igen en medvirkende årsag til, at Honda forventer, at den nye model vil opnå bedre brændstoføkonomi end forgængeren, uden at de dog ville gå i detaljer.

Den nye Jazz kommer formentlig til Danmark lige i begyndelsen af 2015.