Skal sælger oplyse køber om en bils reelle alder? Ja, mener FDM, der nu anker spørgsmålet til Højesteret.
Østre Landsret gav mandag den 13. december ellers FDM delvist medhold i en sag om netop dette, i en sag FDM førte på vegne af et medlem.
Medlemmet købte i september 2009 en brugt BMW årgang 2007. Bilen viste sig imidlertid at være en årgang 2005, men først indregistreret i 2007. Dette betød bl.a., at den var uden det partikelfilter, som siden er blevet standard.
FDM mente, at køber skulle være oplyst dette og krævede et passende afslag. En påstand landsretten kun delvist imødekom ved at tilkende køber et afslag på 10.000 kroner for det manglende partikelfilter. På den baggrund har FDM besluttet at anke sagen til Højesteret.
Er det en ny bil eller har den stået to år på et lager?
”Vi mener, det er så principielt et spørgsmål, at vi nu går videre med sagen. Det handler om, at forbrugerne skal have ren besked om den bil, de køber, herunder hvornår den er rullet af båndet hos producenten,” siger leder af FDMs juridiske afdeling, Per Alkestrup og tilføjer:
”Problemet bliver ikke mindre aktuelt set i lyset af de seneste års krise, hvor der fandt en overproduktion af biler sted. Derfor er det FDMs holdning, at forbrugerne skal oplyses korrekt, inden de køber en bil. Er det f.eks. en ny bil, eller har den stået to år på et lager?”
Når FDM kun får delvist medhold, sker det med henvisning til, at det inden for bilbranchen er kutyme, at en bil årgangsbestemmes ud fra, hvornår den er indregistreret.
”Men den kutyme er tiden løbet fra. Købeloven er for længst blevet ændret til forbrugerne gunst, og en bils reelle alder bør være en del af sælgers loyale oplysningspligt. Derfor går vi nu til Højesteret,” siger Per Alkestrup.