Der er gået inflation i at genoplive hedengangne bilmærker, men hvor det tidligere typisk har været luksusmærker som Bugatti eller Maybach, der har fået en ny chance, var det et mere ordinært bilmærke, der nu genopstår på Frankfurt-udstillingen.
Borgward lukkede i 1961, men nu har stifterens barnebarn, Christian Borgward, fundet investorer i Kina, som har skudt penge i et nyt bilprojekt. Det første, håndgribelige resultat er denne SUV i mellemstørrelse, nogenlunde som en Audi Q5 eller BMW X3.Vil bygge flere end 500.000 biler årligt
Fabrikken er ambitiøs og har som mål at retablere mærket som et af de foretrukne premiummærker i Europa. Borgward forventer inden for en overskuelig årrække at sælge ”væsentligt mere” end 500.000 enheder om året, hvilket må siges at være yderst ambitiøst al den stund, at et mærke som Volvo med næsten 90 år på bagen aldrig har solgt så mange biler.
Borgward har hovedsæde i Stuttgart, men al produktion skal ske på en nyopført fabrik i udkanten af Beijing, og det er da også det kinesiske marked, som ifølge administrerende direktør Ulrich Walker skal stå for hovedparten af salget, når det går i gang i Kina i første halvår 2016.
Europa om to år
Inden for de kommende to år skal mærket så introduceres i Europa.
Borgward forventer at introducere to nye modeller om året hvert år, og Ulrich Walker antydede, at en personvognsmodel vil være klar til Genève-udstillingen til marts 2016.BX7, som blev vist i Frankfurt, er en nydelig, lidt intetsigende SUV, som ifølge de foreløbige oplysninger er udstyret med en 2.0-turbobenziner, som yder 221 hk. Der kommer også en opladningshybrid, som får en samlet ydelse på 296 hk, og som skulle have en rækkevidde på knap 50 km på el alene.
Det forventes også, at BX7 vil kunne leveres med firehjulstræk og en nyudviklet dobbeltkoblingsgearkasse.