AA kan nu atter ses på nye bilers nummerplader. De første kom ud at køre midt i juli.
Det stringente nummersystem begyndende med AA, AB osv. blev indført i 1966, og siden har motorregisteret arbejdet sig hele vejen igennem til ZZ, og herefter blev der taget hul på diverse oversprungne serier som bl.a. ”grønlandske” GA og ”færøske” FA.
Ingen kendte ledige numre
Genbrug af gamle bogstavskombinationer har ikke været muligt, da motorregisteret har været decentralt og manulet, så ingen dybest set vidste, hvilke af de gamle nummerplader der stadig er i brug.
Men med indførelsen af det digitale motorregister i juni, er der kommet styr på bogstaver og tal, og der er åbnet for genbrug af gamle serier. Det vil sige, at bøtten vendes, og vi begynder forfra med AA, AB osv.
AA kom tidligere end ventet
Dog har der været nogle kombinationer, der lige skulle bruges færdig først, bl.a. FC og JF, og Skat vurderede i juni over for Motor, at AA først ville blive taget i brug sidst på året.
Producenten skulle først i gang med ”AA”, og lagrene hos de nu over 1.100 ”nummerpladekontorer” skulle først bruges op.
Første AA midt i juli
Men hos enkelte bilforhandlere eller synsvirksomheder er det gået hurtigere end forventet, og midt i juli blev de første biler med AA indregistreret.
Ifølge nummerplade-hjemmesiden nrpl.dk er der observeret AA-plader uden EU-symbol omkring nr. 39.000, mens plader med EU-symbol optræder fra ca. 29.000. Gulpladebiler med EU-mærke er set omkring nr. 14.000.
Mange gamle numre på lager
Flertallet af ny-indregistrerede biler vil dog en del måneder endnu få nummerplader fra de hidtidige bogstavs-serier, så AA først bliver almindeligt senere på året.
I princippet kører Skat løs fra AA dernæst AB og AC, og – i modsætning til 1966-2012-systemet – bliver det lige fra nr. 10.000.
Gamle nummerplader, der stadig er i brug, eller har været anvendt indenfor de seneste 12 år, springes over.