Volvo går op i gear i Kina

Det svenske bilmærke har færdiggjort sin første fabrik i Kina, og tilladelse til fabrik nr. to er netop givet.

Volvos nye fabrik i Chengdu.
Nyt om biler

Kina er nøglen til Volvos overlevelse. Derfor er det en afgørende begivenhed for det svenske mærke, at Volvos første, egen fabrik i det store land er taget i brug, og at der tilsyneladende netop er givet grønt lys til fabrik nr. to.

Volvos nye fabrik i Chengdu, Kina kan bygge 30 biler i timen, når fabrikken er kørt ind sidst på året.
Volvos nye fabrik i Chengdu, Kina kan bygge 30 biler i timen, når fabrikken er kørt ind sidst på året.
Volvo Cars har i dag en størrelse, der ligger under en kritisk grænse, når der skal være råd til at udvikle dyre og avancerede biler, der skal konkurrere mod især tyske luksusmærker – som typisk har fem til ti gange så store salgstal at fordele udviklingsmilliarderne på.

200.000 kinabiler årligt

Volvo håber at kunne sælge 200.000 biler årligt i Kina fra 2020 – en voldsom stigning fra de 44.000, det blev til sidste år. Bilerne er dels blevet bygget på en Ford-fabrik i Kina, dels importeret fra Europa med meget høj told som følge.

Hvis Volvo ikke kommer nogenlunde i nærheden af sit 200.000 bilers mål, er det svenske mærke med de kinesiske ejere i alvorlig fare. Totalt set er Volvos mål 800.000 biler årligt fra 2020 - omtrent en fordobling fra nu.

Kinesiske bilarbejdere er ved at blive oplært af svenske eksperter- her måles præcisionen af robotternes svejsearbejde.
Kinesiske bilarbejdere er ved at blive oplært af svenske eksperter- her måles præcisionen af robotternes svejsearbejde.

Ja til nordkinesisk fabrik

Derfor er det en god nyhed for Volvo, at de statslige kinesiske myndigheder nu ”i princippet” har godkendt opførelsen af fabrikken i den nordkinesiske by Daqing. I begyndelsen skal der bygges årligt 80.000 biler på fabrikken, men kapaciteten kan udvides til 300.000. Prisen ventes at blive ca. 4,2 mia. kr.

Fabrikken skal fremstille benzindrevne sedan’er, SUV’er og MPV’er samt eldrevne biler.

Første fabrik er ved at komme i omdrejninger

Volvos nye hjemsted i Kina er den moderne millionby Chengdu, der er hovedstad i den sydvestlige provins Sichuan. Byen har ca. ti mio. indbyggere.
Volvos nye hjemsted i Kina er den moderne millionby Chengdu, der er hovedstad i den sydvestlige provins Sichuan. Byen har ca. ti mio. indbyggere.
Volvo kunne i juni tage sin første Kina-fabrik i brug. Det skete i Chengdu i det sydvestlige Kina. Nu foregår der træning af personalet og en langsom indkøring. I fjerde kvartal skal den egentlige serieproduktion af en forlænget S60 gå i gang.

120.000 biler kan der årligt bygges på fabrikken, svarende til 30 biler i timen med toholdsskift. Bilerne bliver af fuldstændig samme kvalitet som de, der bygges i Europa, siger Volvo.

Der er ingen planer om at eksportere kinesisk byggede modeller.