Et kig under kølerhjelmen på Bilbasens nye nybilssøgemaskine

Har du svært ved at finde ud af, hvilken bil du skal have, så kan Bilbasens nye søgefunktion blandt fabriksnye biler være en hjælp. Motor kigger her nærmere på den nye service.

Bilbasen opprioriterer de nye biler på deres hjemmeside
Bilist

Hvor Bilbasen hidtil har koncentreret sig om brugte biler, satser de nu ligeledes på nye biler. Det nye tiltag er en opdateret udgave af deres nybilsdatabase, hvor man kan søge på to måder. Man kan på traditionel vis søge efter biler ud fra kriterier som mærke og model, eller man kan søge på en ny måde, hvor man prioriterer, hvor højt man vægter hvert af disse fire områder: Sikkerhed, brændstoføkonomi, hurtighed og rummelighed.

Første omgang

Ligesom en fabriksny model kan have børnesygdomme, så er bilbasens nye søgemåde endnu ikke helt færdigudviklet. I moderne webudvikling sker den sidste tilpasning af produktet af os brugere, og den tilpasning har endnu ikke fundet sted. Derfor virker søgefunktionen p.t. ikke helt troværdig. Eksempelvis dukker ingen Peugeot-modeller op, hvis man søger efter sikre, rummelige og brændstoføkonomiske modeller.

Krav til en sikker bil er otte airbags

Årsagen er, at søgefunktionens definition af en sikker bil er, at den skal have otte airbags, hvilket er en sjældenhed på markedet i dag. Dog dukker VW Golf op under søgning angivet med otte airbags, selvom den sælges med syv airbags i Danmark, og blot seks hvis der er tale som stationcar-udgaven.

Du får tilbud fra forhandlerne

Når du så har fundet den bil, som passer bedst til dine behov, så dukker en ny funktion op. Nemlig tilbud på nye biler fra forhandlere. Her skal du som bruger være særlig opmærksom, for ikke alle biler er fabriksnye. Bilbasen accepterer nemlig demobiler, som har kørt op til 1.000 km, og som er op til tre måneder gamle. Det er beklageligt, da der er stor juridisk forskel på at købe en fabriksny bil og at købe en demobil, som reelt er en brugt bil.

Bugner ikke med slagtilbud

Ved opstarten er der omkring 1.200 nye biler i denne del af databasen, men det tal forventes at stige kraftigt i det kommende år. Og Bilbasen forventer, at forhandlerne vil bruge denne funktion til at overbyde hinanden med rabatter på nye biler. Det må tiden vise, for ingen af de fabriksnye biler, som vi har set på, har været slagtilbud.  Demobilerne er en anden sag, men her har man gennem længere tid kunne søge efter disse let brugte biler med store kontante afslag i prisen.