Skattereform dyr for bilisterne

Regeringens netop offentliggjorte forslag til en skattereform vil fra næste år sende en ekstraregning til de danske bilister på over 1 mia. kr.

FDM Mener

Størstedelen af merprovenuet på 1 mia. kr. kommer fra en markant stigning i den såkaldte udligningsafgift, som betales i form af et tillæg til ejerafgiften på dieselbiler. Konkret foreslår regeringen at øge udligningsafgiften fra årsskiftet med 52 pct. i et trin. Dertil bliver de løbende afgifter fremover pristalsreguleret.

Også firmabilsbilister rammes af øget beskatning. Dels foreslås miljøtillægget forhøjet med 50 procent og dels ændres reglerne om nedsættelse af bilens beskatningsværdi. Denne vil fremadrettet ske ud fra indregistreringsdatoen - og ikke som hidtil i forhold til kalenderår.

FDM tager grundlæggende afstand fra planerne om yderligere at beskatte mobilitet. Sammen med ændringer af reglerne for demo- og leasingbiler er det nu anden gang på få måneder, at regeringen fremsætter forslag, der vil øge bilafgifterne. Vedtages skattereformen i sin nuværende form, vil den sammen med de ændrede regler for demo- og leasingbiler koste bilisterne mere end 2 mia. kr. årligt i ekstra afgifter.

Regeringen har bebudet en grundlæggende og provenuneutral bilafgiftsreform, og i det lys finder FDM det problematisk, at der forud for reformen tilsyneladende gøres en stor indsats for at øge niveauet for bilafgiftsprovenuet. De danske bilister betaler i forvejen de højeste bilafgifter i verden og lagde således sidste år over 40 mia. kr. i statskassen – trods den økonomiske lavkonjunktur.

I udspillet til skattereformen hedder det, at forøgelsen af afgiften på dieselbiler er et led i en grøn omstilling, samt at ekstraprovenuet fra dieselbilerne skal finansiere afgiftsfritagelen på elbiler i perioden 2013-15. FDM har meget svært ved at se det grønne i at øge afgifterne på dieselbiler, for til gengæld at give pengene til elbiler, når netop dieselbiler udmærker sig ved at køre langt på literen og derfor mindsker CO2-udledningen. Elbiler opfylder desuden langt fra almindelige bilisters krav til rækkevidde og er stadig dyrere end benzin og dieselbiler – uanset afgiftsfritagelsen.

 

Fakta om skattereform

Udligningsafgift øges knap 52 pct. fra 2013

Ejer-, vægt- og udligningsafgift pristalsreguleres

Øget beskatning af firmabil (fri bil)
      - 50 pct. øget miljøtillæg
      - 36 mdr. med fuld beskatningsværdi