VW indleder priskrig på serviceaftale

Al service og reparation i tre år for 1.000 kroner. Dette tilbud skal få bilkøbere til at vælge en ny VW Golf.

Danske VW Golf-kunder kan tilkøbe en service- og reparationsaftale der gælder i tre år/60.000 km for en samlet pris på 999 kr.
Nyt om biler

Den danske VW-importør lægger nu op til en hård kamp om privatkunderne, idet alle købere af en ny VW Golf nu tilbydes en service- og reparationsaftale over tre år og 60.000 km for bare 999 kroner.

Normalt koster en sådan aftale små 13.000 kroner, og tilbuddet indeholder altså en besparelse på ca. 12.000 kroner.

Koster en krone om dagen

Den omtalte service- og reparationsaftale omfatter alle planlagte serviceeftersyn og uforudsete reparationer i perioden, og spænder på den måde et sikkerhedsnet ud under økonomien for kommende Golf-ejere. Med en samlet pris på 999 kroner, bliver dagsprisen mindre end en krone, hvilket er helt usædvanligt.

Tilbuddet gælder for alle private købere af en hvilken som helst VW Golf, og aftalen kan endda udvides, hvis man kører flere end 20.000 km om året. FDM anbefaler, at man tegner service- og reparationsaftaler på nye biler – ikke mindst biler som VW, der fortsat sælges med en nyvognsgaranti på kun to år, hvilket ikke lever op til FDMs mindstekrav til garantier på nye biler.

Populære aftaler

Det er ikke kun VW der tilbyder service- og reparationsaftaler, og gennem de seneste år er det blevet mere og mere populært at tilkøbe denne service. Mange bilejere uden serviceaftaler oplever ind i mellem at modtage meget høje regninger for reparation af den avancerede teknik, der er i nye biler.

Har man først oplevet det, er ideen bag en service- og reparationsaftale ikke svær at forstå. Almindeligvis er det samme service- og reparationsaftale der lægger bag de populære tilbud på privatleasing, og også her oplever brugerne den store fordel det er, blot at aflevere bilen til reparation, hvis noget går i stykker, uden samtidig at skulle bekymre sig om prisen.

Endnu har branchen ikke ensrettet hvad en service- og reparationsaftale præcist skal omfatte, og FDM opfordrer derfor til, at man gennemlæser aftalen omhyggeligt inden køb, så man præcis ved, hvad der er dækket.