Ny Outlander vil være hybrid

Når Mitsubishi om kort tid viser konceptbilen PX-Miev, er det ikke længere hemmeligt, hvordan den næste Outlander skal se ud. Og ej heller, at den planlægges som opladningshybrid.

Konceptbilen Mitsubishi PX-Miev bliver om et år til den nye Outlander.
Nyt om biler

Denne konceptbil har to missioner. Først og fremmest viser Mitsubishi PX-Miev, hvordan den næste Outlander kommer til at se ud. Sådan i store træk.

De meget sammenknebne øjne på konceptbilen bliver måske nok blødt lidt op, når bilen går i produktion.

Midt i november er der på Tokyo Motorshow verdenspremiere på konceptbilen med det besværlige navn, der skyldes, at Mitsubishi læner sig op af den relative succes med elbilen Imiev.

Bliver til ny Outlander

PX-Miev er imidlertid en helt anden bil. Essensen er, at det er en virkelighedstro forløber for den næste Outlander, der kommer til Europa i efteråret 2012.

Den nuværende Outlander stammer fra efteråret 2006 og når således at blive seks år, når afløseren kommer.

Ligheden med dagens Outlander er ganske stor.
Ligheden med dagens Outlander er ganske stor.
Den nye model får stort set samme størrelse som den nuværende. Længden øges to cm, bredden med tre, mens højden er uforandret.

Konceptbilen er forsynet med en interessant teknologi, der ifølge beskrivelsen ser så gennemarbejdet ud, at det ikke kun er til show-brug, men nok kommer i produktion på et tidspunkt.

50 km på strøm

Lidt i stil med Opel Ampera kan Outlander-konceptet oplades fra stikkontakten. Rækkevidden ifølge japansk målemetode er 50 km på strøm alene. Mitsubishien har en 82 hestes elmotor både for og bag.

Benzinmotoren på 2,0 liter tager over, når strømmen er slut, og kan både levere strøm til elmotoren, drive hjulene direkte og lade batteriet op.