New Yorks gule cabs bliver Nissan'er

Det er nok verdens mest prestigefyldte taxi-ordre, der nu er gået til Nissan. Alle 13.000 New York-taxier bliver i fremtiden en Nissan-kassevogn med skydedøre, glastag og høj komfort.

New York-taxien, som den vil se ud fra 2013.
Nyt om biler

Bybilledet i New York kommer til at ændre sig, når de berømte gule ”cabs” fra 2013 erstattes af én ny model. De bliver stadig New York-gule, men bliver alle af en Nissan-model, som i Europa kaldes NV200.

Der bliver god plads til tre på bagsædet. Telefonen kan lades op under turen.
Der bliver god plads til tre på bagsædet. Telefonen kan lades op under turen.
Nissan har vundet den højt profilerede ordre for næsen af taxi-veteranen Ford og en outsider fra Tyrkiet.

Slut med Crown Victoria

New Yorks taxier er ofte synonymt med store, gamle Ford Crown Victoria-sedaner med nedslidte dæk og støddæmpere, men i en del år har vognparken faktisk været ret blandet, bl.a. Honda Odyssey, Isuzu Oasis, Chevrolet Venture, Ford Freestar og Toyota Sienna.

Chaufføren får en to-liters benzinmotor til rådighed - og naturligvis automatgear.
Chaufføren får en to-liters benzinmotor til rådighed - og naturligvis automatgear.
Nissan NV200 findes indtil nu ikke i Nordamerika, men det bliver der ændret på med taxi-ordren. Når produktionen begynder på en fabrik i Mexico, kommer Nissan varebil til almindeligt salg i USA.

600.000 passagerer dagligt

600.000 personer kører hver dag med taxi i New York, og de kan se frem til store forbedringer, når Nissans nye taxi overtager.

Der bliver god plads til fire personer plus deres bagage, adgangen sker via skydedøre, passagererne får deres eget klimaanlæg, der bliver opladningsmulighed for mobiltelefoner og lys i loft og gulv, så man bedre kan finde sine ting.

Sightseeing med glastag

New Yorks skyskrabere kan betragtes gennem bilens store glastag.

Chaufføren kommer til at råde over en toliters, firecylindret benzinmotor og fabriksmonteret navigationsanlæg. Så burde passageren altid kunne komme frem til sin adresse.