Fart over feltet har der været hos de danske bilforhandlere i 2010. Selv om finanskrisens skygge ikke helt har forladt kongeriget, har danskerne fået appetit på at købe ny bil.
Salget af nye personbiler steg med bemærkelsesværdige 31,5 procent i forhold til 2009, viser de foreløbige opgørelser fra De Danske Bilimportører.
147.554 styks var status 3. januar, men det tal kan blive justeret en smule opad, når det endelige tal foreligger sidst på måneden.
Leasing giver fremgang
De knap 150.000 nye personbiler vil formentlig placere årgang 2010 blandt de ti største til dato. I 2009 blev der indregistreret 109.316 nye personbiler.
-Fremgangen skyldes blandt andet den meget aggressive satsning på privatleasing, vurderer administrerende direktør Flemming Bak fra Peugeot Danmark.
Peugeot gik tilbage fra at være Danmarks største til næststørste personbilsmærke, ifølge Flemming Bak til dels fordi Peugeot ikke har villet gå så hårdt ind i privatleasing.
Mange små biler
Selv om bilbranchen kan glæde sig over et stort bilsalg, er det ikke ensbetydende med fede tider. Næsten halvdelen af bilsalget udgøres nu af mikrobiler som Peugeot 107 og minibiler som Peugeot 207, og de små biler er der mindre at tjene på.
Salget af varebiler, som indikerer, hvordan erhvervslivet har det, steg en smule efter flere års voldsom tilbagegang. De 15.563 er godt to procent flere end i 2009.
Ford fører - Chevrolet accelererer
Der er byttet en smule rundt på placeringen blandt de ti største bilmærker, og blandt andet er Ford nu ikke blot største bilmærke med personbiler og varevogne lagt sammen, men er også største personbilsmærke. Den position holdt Peugeot indtil 2009.
Toyota ryger ned på fjerdepladsen – overhalet af Citroën – mens Suzuki falder tre pladser ned og et andet lavprismærke, Hyundai, rykker et trin ned.
Derimod har det koreanske lavprismærke Chevrolet foretaget en formidabel fremrykning. I 2009 lå mærket nr. 21 med en markedsandel på 1,4 procent; nu er det syvende største mærke med en markedsandel på 5,3 procent.
De ti største bilmærker 2010
Placering, 2010 (2009) |
Mærke |
Antal |
Fremgang/ |
1 (2) |
Ford |
16.156 |
45 % |
2 (1) |
Peugeot |
13.462 |
18 % |
3 (4) |
Citroën |
12.098 |
35 % |
4 (3) |
Toyota |
11.934 |
14 % |
5 (6) |
Opel |
9.871 |
40 % |
6 (7) |
VW |
9.762 |
54 % |
7 (21) |
Chevrolet |
7.798 |
400 % |
8 (5) |
Suzuki |
7.706 |
-1 % |
9 (8) |
Hyundai |
7.633 |
21 % |
10 (10) |
Fiat |
7.215 |
49 % |