VW Danmark: Vi beklager dybt

Volkswagen Danmark beklager nu den svindelsag, der ramt bilgiganten verden over. Alle berørte biler er dog ”ubetinget sikre og i køredygtig stand,” forsikrer man.

Volkwagen Danmark beklager på facebook nu den diesel-sag, der har ramt bilgiganten
Bilist

VW Danmark bryder nu flere dages radiotavshed og kommenterer for første gang den eskalerende ’diesel-sag’, der siden weekenden har sendt verdens største bilproducent til tælling.

I en kort opdatering på facebook beklager Volkswagen Danmark dybt, at man har misbrugt kundernes tillid og forsikrer samtidig, at man hurtigst muligt vil afklare alle spørgsmål, kunderne måtte have.

Hvilke bilmodeller der er berørt af den aktuelle skandalesag, har VW Danmark imidlertid ikke overblik over.

FDM har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Volkswagen Danmark.

Det skriver Volkswagen Danmark på facebook:

Kære Volkswagen kunde

Som I allerede er bekendt med fra pressen, arbejder Volkswagen på fuld kraft for at afklare uregelmæssigheder vedrørende en bestemt software, der anvendes i dieselmotorer.

Først og fremmest skal alle være klar over én ting:...
At bevare tilliden hos vores kunder og i offentligheden er og forbliver meget vigtigt for os! Vi beklager dybt, at vi har misbrugt jeres tillid. Vi vil hurtigst muligt få afklaret alle de spørgsmål, I måtte have.

Alle berørte køretøjer er ubetinget sikre og i køredygtig stand. Denne sag gælder udelukkende de udledte forureningsstoffer. Vi vil løse dette. Vi påtager os naturligvis det fulde ansvar og de omkostninger, der er forbundet med de nødvendige tiltag. Men det er en proces, som vil tage tid – tid til at analysere omstændighederne og tid til at iværksætte tekniske tiltag.

De nye køretøjer fra Volkswagen Group med EU 6-dieselmotorer, der i øjeblikket sælges i EU, er alle i overensstemmelse med lovkrav og miljøstandarder. Den pågældende software påvirker ikke kørsel, forbrug eller emission.

En mærkbar afvigelse mellem testresultater og den faktiske brug er udelukkende konstateret for motortypen EA 189. Volkswagen arbejder intenst på at fjerne disse afvigelser gennem tekniske foranstaltninger.

Vi håber på jeres forståelse for, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan specificere, hvilke modeller og produktionsår der er berørt. Vi vil vende tilbage med yderligere information, så hurtigt det er muligt.

Her hos Volkswagen vil vi gøre alt for til fulde at genvinde den tillid, som så mange mennesker har til os, og vi vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at undgå yderligere skade.